Der blev givet håndslag på både brugte og nye maskiner på Roskilde Dyrskue. Hos Scantruck er de kommet hjem med nye ordre i bogen, hvor det især er Manitou-teleskoplæssere til landmænd, der fylder.

- Vi solgte godt af både helt nye maskiner, men også en del, som vi nu kan køre ud af brugthallen til nye ejere. Jeg er overbevist om, at mere kommer til at følge efter. Vi fik masser af god snak med hovedsagelig landmænd, men også entreprenører, anlægsgartnere og andre, som er gået i tænkeboksen. En del af dem vender helt sikkert tilbage, siger Dennis Faurby, der er markedschef hos Scantruck i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af køberne var Steff Andersen, som ejer Raadegaard Gods ved Tappernøje. Han lavede en aftale om, at Scantruck skal levere tre nye maskiner til godset.

Key account manager hos Scantruck, Michael Lehnshøj, i den Manitou ULM415H, som Steff Andersen nu får hjem på Raadegaard Gods ved Tappernøje. Pressefoto
Key account manager hos Scantruck, Michael Lehnshøj, i den Manitou ULM415H, som Steff Andersen nu får hjem på Raadegaard Gods ved Tappernøje. Pressefoto

Rift om komprimeringsgrej og læssere

Også hos Stemas blev der underskrevet flere slutsedler til dyrskuet. Blandt andet på Weidemann-læssemaskiner, Wacker Neuson-dumpere og light equipment fra Wacker Neuson.

- Ikke uventet var det det lette komprimeringsgrej fra Wacker Neuson, der var rift om. Plus naturligvis Weidemann-læsserne, som er særdeles populære, ikke mindst hos landmændene. Mest bemærkelsesværdig var nok den megen ros, vi fik fra rigtig mange gæster for et stort fokus på de grønne batterimaskiner. Samtlige stampere og pladevibratorer på demo-området var batteridrevne Wacker Neuson, og det blev virkelig bemærket, siger salgs- og markedschef hos Stemas, Allan Højholt Pihl.

Hos Stemas var der især fokus på maskiner med batterier. Pressefoto
Hos Stemas var der især fokus på maskiner med batterier. Pressefoto