Planterådgiver Nikolai Sørensen fra Fjordland melder ind til registreringsnettet, og han forventer et udbrud af Septoria inden for de kommende uger. Planterådgiver fra Fjordland er klar med anbefalinger.

Den lange tørke har betydet, at udviklingen i svampesygdommen Septoria i hveden indtil nu har været relativt begrænset, samtidig med, at de fleste landmænd har fået lavet deres fanebladssprøjtning inden regnvejret, skriver Fjordland i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nikolai Sørensen, planterådgiver hos Fjordland, følger udviklingen nøje i rådgivningsselskabets forsøgsparceller, hvorfra han også melder resultater ind til Seges Innovations registreringsnet.

Skiftet i vejret gør en ting klart for rådgiveren: Han forventer at smitten med svampesygdomme vil stige op ad planten de kommende uger.

- Jeg forventer helt klart en udvikling i svampesygdomme - især Septoria - hvorfor jeg forventer, at det vil være relevant med en tidlig T3-sprøjtning i hveden i år. Nedbør i begyndelsen af maj har ført smitten videre op på tredje øverste blad. Det er derfor nødvendigt at se kritisk på, hvor længe den anden sprøjtning kan holde de øverste blade fri. De fugtige forhold giver svampesygdommene mulighed for at udvikle sig, nu hvor der endelig er kommet noget vand, forklarer planterådgiveren.

Vælg midler mod rust og septoria

Nikolai Sørensen anbefaler, at man er klar til at behandle mod rust og septoria inden for de kommende to til tre uger - og at man samtidig følger udviklingen i marken.

- Det optimale tidspunkt for behandling, som skal beskytte mod rust og septoria, vil være når akset er fuldt gennemskredet i hveden og inden blomstring. Behandlingen bør derfor optimalt ligge i stadie 59 og senest i stadie 61, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når det kommer til middelvalg, har han igen en klar opfordring.

- Det vigtigste i den sidste sprøjtning er, at behandlingen er effektiv mod Septoria og rust. Mange har brugt Balaya tidligere. Derfor er min anbefaling af man kører med en blanding med Propulse og Orius Gold, siger han.

Resistensudfordringer

Man kan ikke tale svampesygdomme uden også at nævne resistensudfordringer. Derfor skal man være opmærksom på sit brug af SDHI-midler i tidligere svampesprøjtninger.

Derudover understreger rådgiveren, at man skal huske på triazolregnskabet, hvis man tidligere har kørt med f.eks. Proline Expert eller Prosaro.

- Jeg vil altid anbefale, at man tager fat i sin lokale rådgiver, når det gælder den afsluttende svampesprøjtning i hveden. Der er mange lokale forhold at tage hensyn til og samtidig skal man have triazolregnskabet og resistensudfordringen in mente, fortæller Nikolai Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I følge planterådgiveren bør man desuden tjekke for lus i akset i den kommende tid, da det kan blive relevant at behandle for lus samtidig med T3-sprøjtningen.

- Hvis du finder lus i akset, vil det være relevant at behandle for lus samtidig. Vær derfor opmærksom i marken i den kommende tid, eller kontakt eventuelt din rådgiver for at høre, om de ser noget aktuelt på registreringsnettet, siger Nikolai Sørensen.