Fra klitter og nåleplantager til løvskove, heder og kystskrænter. Der er masser af spændende natur, der er i spil til at blive til én af Danmarks seks nye naturnationalparker.
Med "Aftale om Implementering af et Grønt Danmark" besluttede partierne (S, V, M, SF, RV, K og LA), at der skal etableres yderligere seks naturnationalparker, som skal åbnes senest ved udgangen af 2030.
Med de seks nye naturnationalparker etableres der samlet 21 naturnationalparker i Danmark, skriver Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.
Miljøminister Magnus Heunicke skal sammen med partierne bag aftalen udvælge placeringen af de kommende seks naturnationalparker.
På nuværende tidspunkt har Danmark fem nationalparker.

Potentiale for biodiversitet
Til brug for udvælgelsen har Miljø- og Ligestillingsministeriet i samarbejde med Naturstyrelsen udarbejdet en liste med 11 mulige statslige områder, der kan blive til naturnationalparker.
De 11 områder er udvalgt på baggrund af kriterier såsom størrelse, biodiversitet, geografisk variation og mulige synergier med andre initiativer i den grønne trepart. Områderne spænder bredt geografisk og repræsenterer en bred pallette af naturtyper, herunder både skov, hede, mose og kystlandskaber.
- Med naturnationalparkerne giver vi vores trængte natur mulighed for at udvikle sig mere frit på store sammenhængende arealer, og vi skaber et fundament for, at vores dyre- og planteliv kan få bedre levesteder. Det er afgørende for at vende den biodiversitetskrise, vi står i. De 11 områder er alle stærke kandidater med et stort potentiale for biodiversitet. Nu begynder en vigtig proces, hvor vi inddrager lokale holdninger og får faglige indspark, inden jeg sammen med aftalekredsen skal udvælge de seks områder, siger miljøminister Magnus Heunicke.





