Det amerikanske firma Sentera har specialiseret sig i at kortlægge marker på bedst mulig vis med særligt udviklet software og kameraudstyr.
Sentera har i mange år samarbejdet med John Deere om dataoverførsler til John Deeres Operations Center, og nu tager John Deere firmaet tættere, idet landbrugsgiganten køber Sentera. Det meddeler John Deere på sin hjemmeside.
- Vi er glade for at kunne tilføje Senteras talentfulde hold til vores organisation, og integrere deres avancerede løsninger ind i John Deeres værktøjer, som hjælper landmænd med at gøre mere med mindre, siger Chris Winkler, der er direktør for digital software og løsninger hos John Deere.
Han peger på at det vil styrke landmænds muligheder for at sætte in med det rigtige arbejde i marken på de rigtige tidspunkter i løbet af sæsonen, når Senteras billedteknologi kombineres med John Deere Operations Center.
Senteras kameraer kan monteres på de fleste droneplatforme, og giver i følge John Deere et hurtigt og effektivt overblik over markerne, idet kameraerne kan lave højopløselige billeder ved høje hastigheder.
Sentera vil fortsætte med at producere og levere kameraer direkte til droneproducenter, ligesom de fortsat vil sælge til landmænd, agronomer, maskinforretninger og andre brugere. John Deere love desuden, at Operations Center fortsat vil være åben for at modtage dronedata fra andre leverandører.





