Der er stor interesse for at deltage på årets udgave af Landsskuet, hvor tilmeldingen af dyr er i fuld gang, og det kan samtidig konstateres, at hele 25 nye erhvervsudstillere har meldt sig ud over 160 gengangere.
Landsskuet er glad for den store opbakning og mener, at det lover godt for både netværk og forretningsmuligheder.
Fra Landsskuets side tilskrives den store interesse for at deltage, at skuet byder på et stærkt program, som foruden mange traditionsrige oplevelser også omfatter nye tiltag.
Blandt de nye tiltag er endnu større fokus på den grønne omstilling.
Landsskuet åbner i år dørene til et helt nyt telt med klima og bæredygtighed i centrum. Her deltager hele 22 udstillere, som ifølge skuets ledelse præsenterer løsninger, idéer og teknologier, der rækker langt ind i fremtidens landbrug.
Nyhedspris
En af traditionerne, som også sætter fokus på løsninger, idéer og teknologier, der rækker langt ind i fremtidens landbrug, er uddelingen af Landsskuets Nyhedspris.
Det er en pris, hvor erhvervsudstillerne indsender beskrivelser af deres nyheder, som ikke tidligere er vist på Landsskuet, og hvor en dommerkomité bestående af praktiske landmænd og en erfarende repræsentant for Maskinbladet vurderer nyheden ud fra en række faglige kriterier.
Det er blandt andet kriterier som arbejdsmiljø- og sikkerhed, brugervenlighed samt økonomi for brugeren. Men også miljø- og klimaperspektivet indgår i bedømmelsen.
Dommerne præmierer tre nyheder med henholdsvis bronze, sølv og guld, og nyhederne vises frem og beskrives nærmere og hædres i Landsskuets store ring midt på pladsen i forbindelse med den officielle åbning på skuets førstedag, torsdag den 3. juli. Desuden omtales alle nyhedskandidater på forhånd på Maskinbladet.dk.





