EU er på vej med forhøjelser af tolden på kvælstofgødning og andre landbrugsprodukter fra Rusland og Hviderusland.
Målet er ifølge det tyske medie Agrarwelt, at tolden over en treårig periode skal stige til 430 euro pr. ton kvælstofholdig gødning.
Forslaget mangler den endelige godkendelse fra Europa-Parlamentet, som skal stemme om forslaget torsdag i næste uge. Men parlamentets vedtagelse anses ifølge Agrarwelt for at være en formalitet.
EU-Parlamentets handelsudvalg har allerede godkendt kommissionens forslag, og medlemslandene har på forhånd godkendt toldforhøjelserne, som skal træde i kraft fra juli.
Målet med de øgede toldsatser er ifølge mediet at reducere afhængigheden af import fra Rusland og Hviderusland.
Ud over kvælstofgødning vil også andre landbrugsvarer, blandt andet animalske fedtstoffer blive omfattet af toldforhøjelser.
De europæiske landbrugsorganisationer Copa og Cogeca støtter det politiske mål med toldforhøjelserne, men er bekymrede for de økonomiske konsekvenser for landbruget og kræver derfor kompensation.
Organisationerne mener ifølge Agrarwelt, at konkurrenceevnen i europæisk landbrug kan komme yderligere under pres uden økonomisk støtte.





