Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Kan Elho Cobra 7710 T være et comeback for den bugserede finsnitter?
For 30-40 år siden var Danmark fyldt med bugserede finsnittere, som ensilerede græs og majs. Men så kom de selvkørende finsnittere.
De var smartere, hurtigere, bedre byggede og udstyret med teknologi, der siden er blevet videreudviklet. I dag sidder de tungt på markedet i Danmark, og den bugserede har ingen særlig relevans.
Nu har finske Elho sendt deres bugserede finsnitter til Danmark, og vi har fået mulighed for at tage et nærmere kig, hvad der gemmer sig i den.
Vi har dog endnu ikke kunnet teste kapaciteten, da der ikke var en passende traktor til rådighed. Men det kan man selv vurdere, når maskinen vises frem på Græsland med en Valtra S.425 foran.
Her i PowerGear Preview får du et grundigt overblik over, hvad man kan forvente af en bugseret finsnitter model 2025, som ifølge producenten bør kunne konkurrere med flere af de selvkørende maskiner på markedet.

Klar til 500+ hestekræfter
Det, der gør Elho Cobra 7710 T særligt interessant, er dens potentiale. Der er altid nogen, der skal gribe bolden, og her er der bestemt løsninger at få øje på.
Først og fremmest er det værd at bemærke, at man kan spænde selv de stærkeste standardtraktorer på market foran. Eksempelvis en Fendt 1050. Og ifølge Elho er det stadig traktoren, der giver op først. Det lyder som musik i mine ører.
Maskinen er bygget til at håndtere mellem 250 og 500+ hestekræfter. Den øgede kapacitet skyldes især det direkte træk fra traktorens PTO ind til snitcylinderen, som er monteret sidevejs. Det giver en direkte kraftoverførsel uden brug af gearkasse eller vinkelgear, kun en sikkerhedskobling er indsat mellem traktor og snitter.

En anden klar fordel er den øgede mængdeafgrøde, maskinen kan tage ind.
Den kan ifølge producenten følge med flere af de selvkørende finsnittere, som arbejder med op mod 700 hk. Dette skyldes blandt andet den én meter brede indføring, hvor mange traditionelle finsnittere kun kommer op på en 80 centimeter.

Hydraulik
Føderullerne foran snitcylinderen er hydraulisk drevne, hvilket betyder, at eventuelle blokeringer oftest sker før selve snitcylinderen, og rullerne kan vendes med reversering.
Alt på maskinen, undtagen metaldetektoren, der er monteret, er udviklet og produceret af Elho selv. Metaldetektoren er hentet fra en kendt producent for at sikre, at den virker pålideligt. Resten inklusiv den automatiske knivsliber, er Elhos egen udvikling.


Med bånd
En ulempe kan være, at Cobra 7710 T kun kan tage afgrøder, der ligger i skår, det er altså ikke muligt at montere et majs- eller helsædsbord.
Snitcylinderen drives af PTO'en, og den trækker samtidig en af to hydraulikpumper via remtræk. Pumpen har sin egen olietank og styrer både pickup og føderuller. Det betyder, at man kan tænde og slukke for pickuppen uafhængigt af PTO'en. Alt er styret via Isobus.

Tudens styring går via traktorens hydraulikudtag, og det betyder, at der ikke opstår uønskede udsving under brug når andet bruges.
Pickuppen er tre meter bred og har et én meter bredt bånd, som sikrer et jævnt og ensartet flow ind i den en meter brede indføring.
Trods en pickup med en egenvægt på 1300 kg, trykker hver bærerulle kun med ca. 70 kg. Det skyldes et affjedringssystem i løftearmen, der absorberer en stor del af vægten over på maskinen.
Elho har lagt vægt på brugervenlighed. Med en enkelt knap via Isobus kan man sænke og starte hele snitterprocessen, og tilsvarende løfte og stoppe. Det gør det let og intuitivt at arbejde i marken.

Bred aksel
Når nu alt den vægt kommer ud på højre side, så har Elho tænkt på det. For de har gjort sådan, at når man klapper hele sættet ud, ja så skyder den akslen ud.
Det giver faktisk 75 centimeter bredere sporvidde, hvor den i transport holder sig i tre meter, men kommer op på 3,75 meter i marken for mere stabilitet.

Tuden passer til forholdene
Selve tuden når op i en læssehøjde på 5,8 meter, hvilket passer godt til selv de største vogne på markedet.
Når man kører i marken, kan man nemt holde hovedet væk fra vognen, da der er monteret kameraudstyr, som viser, hvor tuden skyder afgrøden ned i vognen.
Det betyder, at man kan holde sig til højre og fokusere ned mod pickuppen, og dermed bevare overblikket og koncentrationen under arbejdet.

Der er også mulighed for at medbringe tilsætningsmidler, og ikke kun i små mængder. Bagpå er der nemlig monteret pallegafler, som kan bære en hel 1000-liters tank. Herfra er der tilkoblet pumpeudstyr, der sprøjter midlet direkte i græsset oppe i tuden.
Det hele styres via Isobus, hvor doseringen også kan justeres direkte fra kabinen.

Prisen på sådan en maskine her ligger på 1.250.000 kroner for alt i udstyr, som man ikke kan få meget selvkørende finsnitter for, hvis man allerede har den store traktor på gården eller maskinstation som ikke har noget at lave.
Så det virker meget interessant at se, om nogen hopper med på den her og kan se en ide i den bugserede finsnitter. Men om det er et comback for en bugseret finsnitter er svært at sige. Det ser nu rigtig lovende ud, når der nu er kommet kapacitet i en, og mange kan få et billigt alternativ til at få snittet på og stadig holde kapacitet.
