Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fjordland opgraderer og ser stort potentiale i minivådområder
Mange af landets udtagningskonsulenter har lige nu travlt, da der er stor interesse for at søge tilskud til minivådområder.
Det har fået Fjordland til at forstærke deres team, og de har derfor ansat Erik Fjendbo Jørgensen som ny udtagningskonsulent. Han skal være med til at sætte ekstra skub i de frivillige lavbunds- og vådområdeprojekter, der bidrager til at opfylde reduktionsmålene for kvælstof.
- Dialogen med lodsejerne er helt central i mit arbejde. Jeg har stor forståelse for, hvad der er vigtigt for den enkelte landmand - både når det gælder markplaner, arrondering, økonomi og fremtidsplaner, siger Erik Fjendbo Jørgensen i en pressemeddelelse.
Han kommer med en baggrund i planteavlsrådgivning og undervisning på Morsø Landbrugsskole.
Hos Fjordland ser man ansættelsen som et vigtigt skridt i indsatsen for at nå miljømålene - især omkring Limfjorden og Thisted Bredning, hvor mange projekter allerede er i gang.
- En stor del af det nationale reduktionskrav skal findes i vores område, og vi oplever heldigvis et rigtig godt samarbejde med både kommuner og lodsejere. Med Erik ombord styrker vi den tætte dialog med landmændene, som han allerede kender rigtig godt, siger Anna Worm, der er afdelingsleder for miljø, natur og klima i Fjordland.
Løsninger, der giver mening
Hos Fjordland handler en vigtig del af arbejdet med udtagning om at finde løsninger, der giver mening for alle parter.
- Her kommer Eriks erfaring med vurdering af ejendomspotentiale og byttehandler i udtagningsprojekter i spil. Hans faglige indsigt og brede netværk gør ham særligt godt rustet til den tætte dialog, der er afgørende for at få succes med vådområder, lavbundsprojekter og minivådområder, lyder det fra rådgivningsfirmaet.
- Hvis en landmand skal afgive jord, skal alternativerne passe til hans driftsmæssige behov. Når vi lykkes med at finde de rigtige løsninger, skaber vi værdi for både landmanden og projektet, forklarer Erik Fjendbo Jørgensen.
Han understreger, at hele indsatsen bygger på frivillighed. Gode projekter kræver forståelse for landmandens samlede situation og respekt for både samarbejder og fremtidsplaner.