Debat: Uretfærdige regler spænder ben for minivådområder

Minivådområder er i mange situationer et godt virkemiddel til at sænke udledningen af nitrat-kvælstof. Derfor gør mange landmænd klar til at etablere områderne for at gøre noget godt for miljøet. Men de påtager sig en kæmpe risiko, som kan koste dem dyrt, som reglerne er på området.

For den nye bekendtgørelse om støtte til minivådområder betyder nemlig, at det er den enkelte lodsejer, der står med ansvaret og økonomien, hvis myndighedernes beregninger for området ikke holder. Det er ikke rimeligt.

Det vil svare til, at du som husejer beslutter dig for at energirenovere dit hus og ansøger om nogle støtteordninger lavet til formålet. Dit tilskud er baseret på, hvor meget varme du ifølge statens egne beregninger forventer at spare. Efterfølgende måler myndighederne din varmeregning og finder ud af, at besparelsen ikke er helt så stor, som de havde forventet. Nu får du besked om, at du skal betale dele eller hele tilskuddet tilbage. Du har gjort alt efter forskrifterne, og hverken du eller håndværkerne har lavet fejl. Alligevel står man nu med en ekstra regning, sådan at økonomien bagved ikke længere kan hænge sammen. Det er en situation, som de færreste vil kunne klare - og noget, der gør, at man tænker sig om to gange, før man tør lave en energirenovering.

Se også:

Agillix: Effektive minivådområder får central rolle i ny kvælstofindsats

Det er præcis den situation, landmændene risikerer at stå i, hvis de etablerer et minivådområde. Reglerne gør nemlig, at støtten bevilges ud fra beregnede forventninger til resultater. Beregninger, som myndighederne foretager. Hvis målinger efterfølgende viser en lavere effekt, når minivådområdet er etableret, kan støtten blive nedsat eller helt bortfalde. Det betyder, at man som lodsejer står med hele risikoen - hvis det viser sig, at staten selv har regnet forkert. Der er ingen kompensation eller sikkerhed, selvom man har handlet i god tro.

Desuden skal man gøre sig klart, at denne risiko hænger én over hovedet i op til 10 år efter, man har modtaget sin kompensation for projektet. Et minivådområdeprojekt kan let løbe op i omkring en mio. kroner.

Se også:

Vådområder eller braklægning af dyrkningsjord

Det betyder ligeledes, at hvis du som landmænd imellem tiden ønsker at lave flere tiltag og bruge de nyeste virkemidler på dine marker, kan du blive straffet hårdt, da det kan gøre, at dit minivådområde ikke fremstår så effektivt - ergo skal du tilbagebetale dit tilskud.

Hvis samme logik blev brugt over for en "almindelig" husejer, der som i eksemplet ovenfor har søgt støtte til fx energirenovering, ville konsekvenserne også være alvorlige. Man ville stå med en usikker økonomi, måske se ind i en uventet gæld, og ikke vide, om man reelt kunne regne med den støtte, man havde fået tilsagn om - og det i de næste 10 år. Det er en urimelig situation at sætte borgere i.

Vi skal støtte dem, der gør en forskel ved at sikre os, at reglerne er klare og retfærdige. Lodsejere skal ikke bære risikoen for statens regnefejl og usikkerheder. Det handler om tillid.