Der er nok få, der ved så meget om mejetærskere, som Jan Sørensen. I hvert fald har han, siden han var 15 år og startede i lære som landbrugsmaskinmekaniker hos S. D. Kjærsgaard, arbejdet med de store maskiner.
- Lige fra starten kom jeg til at lave mejetærskere, men også traktorer, og som tiden er gået, er det blevet sådan, at jeg næsten kun arbejder med mejetærskere. Der er nogen, der godt kan lide at lave traktorer, men jeg har ikke noget imod støv. Og så er mejetærskerne ikke så kompakte, som de nye traktorer, hvor det ikke er så nemt at komme til. Der er meget mere plads på en mejetærsker, og det er dem, jeg brænder for, siger den 61-årige montør, mens han står inde midt i en Case 9230 for at skifte et leje.