Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Ny kommunikationsdirektør skal hjælpe Danish Crown med transformation
35-årige Simon Bjerre Gosvig har både en fortid som særlig rådgiver for Søren Pape Poulsen, som formand for Det Konservative Folkeparti. Han har også været manager of external relations i McKinsey & Company og presseansvarlig i SØIK, der i daglig tale er kendt som bagmandspolitiet.
Siden 2024 har han været senior manager hos Danish Crown, og nu skal han være kommunikationsdirektør.
- Hvis vi skal lykkes med vores transformation, skal vi engagere dem, der betyder mest for os - ejerne, medarbejderne og samfundet omkring os. Kommunikation er det bindeled, der skal sikre den forståelse og tillid, som forandringer bygger på. Den opgave er Simon den helt rette til at være i spidsen for, siger slagteriets administrerende direktør, Niels Duedahl, i en pressemeddelelse.
Den nye kommunikationsdirektør lægger selv vægt på, at han gennem sit arbejdsliv - ikke mindst som særlig rådgiver - har haft en vigtig rolle med at spille andre gode. Det bliver også tilfældet her, understreger han.
- For mig at se står Danish Crown med en af de mest spændende kommunikationsopgaver i dansk erhvervsliv overhovedet. Vi er i gang med en historisk transformation af virksomheden og spiller samtidig en afgørende rolle for vores ejere, dansk landbrug og i samfundet generelt. Det kræver åben, ærlig og tydelig kommunikation, siger Simon Bjerre Gosvig.
- I den transformation er det afgørende, at vi i endnu højere grad fortæller omverdenen, hvordan vi bidrager til samfundet, men også hjælper internt med at forstå, hvordan omverdenen ser på os.