Lyt til artiklen:

Tilskud til skovrejsning stiger 73 procent

00:00
Hastighed: ???x
01:56

Grøn treparts nye tilskudsordning til skov tilbyder et næsten dobbelt så højt tilskud som tidligere og en enklere sagsbehandling.

Tilskuddet hæves fra 43.500 til 75.500 kroner pr. hektar i den nye tilskudsordning, som åbner til efteråret. En stigning på 73 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det fremgår af den bekendtgørelse for skovtilskudsordningen, som Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø netop har sendt i høring. Se bekendtgørelsen på Høringsportalen, skriver Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i en pressemeddelelse.

- Fremover bliver det mere attraktivt at plante skov med en enklere ansøgning og en hurtigere og højere udbetaling. Målet er et mere skovrigt Danmark til gavn for både klima, natur og friluftsliv," siger kontorchef Bettina Helle Jensen fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Væsentlig højere betaling

Landmænd, kommuner og andre, der planter skov, får i den nye tilskudsordning en væsentligt højere betaling end tidligere. Det skyldes, at lodsejeren udover betaling for træplantning som noget nyt også betales for indkomsttabet ved at stoppe landbrugsdriften.

Helt nyt er det også, at man kan få tilskud til at plante skov til urørt skov. I de nye urørte skove får træerne lov til at passe sig selv efter få år. Tilskuddet til urørt skov bliver på 90.500 kroner pr. hektar.

Den nye tilskudsordning kan søges af private, kommuner, menigheder og fonde med landbrugsjord.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tilskudsordningen forventes at åbne til september 2025.

Skov i den grønne trepart

Af den politiske aftale om et grønt Danmark fremgår det, at der skal plantes 250.000 hektar ny skov, heraf 100.000 hektar ny urørt skov inden 2045.

Det er mere end en fordobling af det nuværende skovareal og svarer til at skovene vokser med Bornholm og Lolland-Falster tilsammen.