Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Bedste regnskab fra WekoAgro nogensinde
Det er en meget tilfreds direktør hos WekoAgro Machinery, der kan se tilbage på det seneste regnskab. Omsætningen er steget med 36 procent sammenlignet med året før og har for første gang rundet 500 millioner kroner. Overskuddet lyder på 14,9 millioner kroner efter skat.
- Det tilfredsstillende resultat kan vi blandt andet tilskrive, at vi har et stærkt produktprogram, som hele tiden udvikler sig. Vi har nøje udvalgt de producenter, vi samarbejder med, og vi deler store ambitioner om løbende at tilpasse og forbedre produkterne, så de passer præcist til vores kunders behov. Jeg er overbevist om, at det er med til at gøre os konstant relevante i markedet, siger Tom Myrdal i en pressemeddelelse.
Han påpeger, at årsagen til det positive resultat også skyldes, at WekoAgro har fået opbygget et velfungerende setup for salg af brugte maskiner. Samtidig er Lundtofte Maskinservice blevet integreret i koncernen på en god og effektiv måde siden opkøbet i 2023, hvilket har styrket forretningen yderligere.
Direktøren kan desuden berette, at der indtil videre har været høj investeringslyst blandt virksomhedens kunder i det nye år. Den forventer man dog vil afdæmpes for resten af året.
-Starten på 2025 har fulgt det høje aktivitetsniveau vi mærkede i 2024. Men vi forventer en mere afdæmpet finansieringslyst for resten året. Derfor er vores forventning til 2025 lavere i niveauet 10-12 millioner kroner i resultat efter skat, siger Tom Myrdal.
Store forventninger til vanding
I 2024 var et vigtigt indsatsområde markvanding, som Det er et område, virksomheden har store forventninger til.
- Der er sket mange spændende tiltag i løbet af 2024. Vi har indgået et samarbejde med producenten JydenBur om salget af deres nye vandingsmaskine. Samtidig er vi i gang med at udvikle vores egen selvkørende og eldrevne model, som vi kalder WTR, siger Tom Myrdal.

Det nye indsatsområde har dog også haft en pris.
- Ser vi isoleret på vores aktiviteter inden for markvanding, har resultatet været påvirket af, at der i 2024 faldt mere nedbør end normalt. Den store mængde regn betød lavere efterspørgsel, og samtidig var udviklingen af den elektriske vandingsmaskine forbundet med betydelige omkostninger, forklarer Tom Myrdal.
Attraktiv arbejdsplads
I 2024 er der også blevet arbejdet målrettet med service- og rekrutteringsområdet.
- Vi har haft en klar strategi og sat mange ting i gang, som nu begynder at give resultat. Et godt eksempel er, at vi i løbet af året har indviet en ny klargøringshal på 2.800 kvadratmeter i Hammel. Det er til gavn for vores kunder, men i særdeleshed også for vores medarbejdere. Derudover har vi sat en målrettet indsats i gang for at løfte serviceniveauet og tiltrække flere dygtige serviceteknikere. Det gør vi, fordi vi ved, at netop service er en afgørende faktor for vores kunder, siger Tom Myrdal.
Han understreger, at det ikke kun handler om at blive flere. Det handler også om at skabe en attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejdere trives og har mulighed for at udvikle sig.
- Vi har en tydelig rekrutteringsstrategi, men vi har i lige så høj grad fokus på at fastholde vores medarbejdere. Derfor prioriterer vi trivsel og efteruddannelse højt. Det gør en forskel - både for den enkelte og for virksomheden som helhed.