Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Historisk stor stigning på DC's notering: Pengene skal hurtigere ud til ejerne
Fra mandag den 5. maj stiger Danish Crowns noteringer på tværs af slagtesvin, søer og kreaturer med 1,60 kroner pr. kg. Det betyder, at noteringen for grise lander på 13,60 kroner pr. kg, og det sker af flere grunde, meddeler slagteriet i en pressemeddelelse.
For det første er indtjeningen i slagteriet generelt forbedret. Dernæst er salgspriserne på både grise- og oksekød stigende, og samtidig har bestyrelsen i selskabet besluttet, at alle slagtedyr skal have en restbetaling på mindst 70 øre pr. kg. frem for en krone i regnskabsåret 2024/25.
Dermed skal der holdes færre penge tilbage til restbetaling, som derfor kan styrke andelshavernes likviditet i stedet.
- Først og fremmest er det her et skifte i vores måde at afregne for slagtedyrene. Vi skal have pengene hurtigere ud til ejerne, så de har likviditet til at fylde deres stalde med grise og kreaturer til vores slagterier. Men det alene er ikke nok til at give noteringerne så stort et løft. Vores løbende indtjening er også forbedret og ikke mindst får vi bedre priser for vores varer, siger Niels Duedahl, administrerende direktør i Danish Crown og tilføjer:
- Fremadrettet vil vi bestræbe os på løbende at sende mest muligt ud til vores ejere gennem noteringen. Derfor bliver restbetalingen helt naturligt lavere fremover, og det konkrete niveau vil afhænge af vores finansielle styrke og den samlede konkurrencekraft fra år til år.
Planer slår igennem
I efteråret besluttede Danish Crown at iværksætte en omfattende spareplan med et mål om at nedbringe omkostningerne. Derfor blev 500 funktionærstillinger nedlagt, og samtidig blev der sat hårdt ind for at få styr på en række tabsgivende aktiviteter i koncernen.
Udviklingen er siden vendt i Danish Crowns tyske forretning, der ikke længere giver underskud. En forædlingsfabrik i Kina er lukket ned, og der er indgået en betinget aftale om salg af fabrikken.
Samtidig går det fremad med indkøringen af en ny baconfabrik i England, og det betyder, at slagteriet vurderer, at udviklingen samlet set er vendt efter et 2024, der kan beskrives som et kaosår for virksomheden.
- Vi har hele tiden sagt, at vi er klar til at dreje på alle håndtag for at vende udviklingen. Nu kan vi se, at vi er lykkedes med at forbedre indtjeningen, selv om vi faktisk slagter færre grise. Den udvikling skal komme vores ejere til gode. Jeg vil dog gerne understrege, at selv om vi nu tager et stort skridt frem, så er vi ikke i mål. Vi kan og skal fortsat forbedre vores indtjening, men vi er et bedre sted, end vi var for et halvt år siden, siger Niels Duedahl.