Hos maskinimportøren Jens Lübeck Agro, der blandt andet importerer Unia, SaMasz, Celli og Zocon, har man valgt at tage to maskiner fra porteføljen med til Græsland.

- Vi har valgt at fokusere på pleje af græsmarken og ser frem til at præsentere to specielle maskiner til Græsland, fortæller Morten Lübeck, der er sælger og daglig leder hos Jens Lübeck Agro, der kommer til Græsland for første gang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det ene redskab er fra den hollandske producent Zocon. Zocon Greenkeeper er en professionel græsmarksharve til at vedligeholde græsmarker. I den nye plus version kommer den med åben bagende og mulighed for to svingbare dybdehjul bagpå. Til Græsland præsenteres den endvidere med en pneumatisk frøsåmaskine monteret.

Zocon Greenkeeper med Zocon Seeder Pro frøsåmaskine monteret. Foto: Jens Lübeck Agro.
Zocon Greenkeeper med Zocon Seeder Pro frøsåmaskine monteret. Foto: Jens Lübeck Agro.

- Den er god til at få striglet sin græsmark igennem og få gamle, visne græsrester og andet fra vinteren rusket godt op. Samtidig kan man iså græsfrø, så man ikke behøver at lægge hele marken om, forklarer Morten Lübeck.

Som noget helt nyt kan man også få isobus-styring på frøsåmaskinen.

Nutidens Jens Lübeck lærer af fortiden og glæder sig til fremtiden
Se også:

Nutidens Jens Lübeck lærer af fortiden og glæder sig til fremtiden

- Selve frøsåmaskinen sælger vi faktisk sammen med mange andre maskiner for eksempel til såning af efterafgrøder, fortæller Morten Lübeck.

- Zocon Seeder Pro monteres med hurtigkoblingsbeslag, så man nemt kan flytte den fra det ene redskab til det andet, forklarer Morten Lübeck.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Frøsåmaskinen fås med Isobus-styring. Foto: Jens Lübeck Agro.
Frøsåmaskinen fås med Isobus-styring. Foto: Jens Lübeck Agro.

En tung fætter

Til Græsland kan man også få lejlighed til at se en helt ny maskine i aktion. Fenix G, udviklet af Polens største producent af landbrugsmaskiner, Unia, er en direkte såmaskine, der er specialdesignet til at så direkte i eksisterende græsmarker.

Således kan græsmarken fornys uden jordbehandling og udbyttet opretholdes.

Tallerkensåskæret på maskinen, der vejer tre tons, skærer sig ned i græsmarken og placerer græsfrøet nøjagtigt i rillen.

Den efterfølgende prismevalse lukker sårillen igen og marken kræver derfor ingen yderligere tromling.

Jens Lübeck: Unia kan tåle mosten
Se også:

Jens Lübeck: Unia kan tåle mosten

- Der er tale om en kraftig maskine, der både sår præcist og lufter jorden med prismevalsen. Redskabet er kun tre meter bredt, men man kan køre op til 15 kilometer i timen, så man kommer hurtigt over også store arealer, forklarer Morten Lübeck, der endvidere kan fortælle, at man allerede har leveret to eksemplarer til danske kunder, der har rigtig gode erfaringer med maskinen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den kan noget, som andre maskiner ikke kan. Rulleskæret laver kun en lille åbning, så man kan faktisk næsten ikke se, at man har kørt med den på marken, siger Morten Lübeck.