I januar slår Nutrifair dørene op til den femte messe, hvor både de danske og udenlandske husdyrproducenter har muligheder for at tale med udstillere, som har specialiseret sig inden for løsninger og produkter til husdyrbrug. Det forventes, at de besøgende på Nutrifair er fagfolk, beslutningstagere og nøglepersoner, som kommer for at handle og hente ny inspiration.

På de seneste fire messer har flere end 80 procent af de besøgende været beslutningstagere, og flere end 50 procent af udstillerne har fået ordrer med hjem fra messen. Det viser en undersøgelse, som messen har foretaget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

International profil på Nutrifair

Nutrifair har på få år fået et bredt, internationalt islæt både på udstiller- og besøgssiden. De besøgende kan blandt andre møde den polske foderstofvirksomhed ETOS, som er ny udstiller i messen

- Nutrifair er en landsdækkende og vigtig messe inden for husdyrproduktion, og vi forventer, at en stor del af de danske landmænd deltager. Det vil derfor være et godt sted at skabe værdifulde kontakter, konstaterer Uffe Bloch, som repræsenterer ETOS i Danmark.

Den skotske udvikler og producent af hygiejneprodukter til animalsk produktion, Kilco International Ltd., er også ny på Nutrifair.

- Danske landmænd er foregangsmænd i at reducere brugen af antibiotika ved at indføre høje standarder for hygiejne og desinfektion. Vi glæder os meget til at møde og samarbejde med erhvervet på Nutrifair, siger Kilcos kundedirektør Johan Smit.

Hollandske Schippers er en trofast udstiller, som år efter år vender tilbage til Nutrifair.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For fjerde gang i træk deltager vi på Nutrifair for at møde landbrugets førende iværksættere og vise dem vores særlige tilgang til moderne husdyrproduktion, hvor produkter, teknologi og viden samles i koncepter. Det store antal beslutningstagere blandt Nutrifairs besøgende gør messen til det helt rigtige sted for os at være, siger Schippers Division Manager Pigs, Mart Smolders.

Selv om et internationalt islæt ikke i sig selv har været et mål for Nutrifair, glæder det alligevel messens projektleder, Peter Sunesen, at så mange forskellige nationaliteter allerede nu har meldt deres ankomst.

- Vores fokus har aldrig været på at gøre Nutrifair til en stor fagmesse med store stande og besøgende fra hele verden. I stedet har vi koncentreret os om at skabe et fagligt stærkt mødested for landbruget, der giver besøgende og udstillere de bedst mulige betingelser for at gøre forretning. Når det så er sagt, er jeg naturligvis meget glad for, at Nutrifair på relativt kort tid er blevet så kendt og anerkendt også uden for Danmarks grænser, udtaler Peter Sunesen. ?