Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fra i dag er rapskager godkendt til fødevarer
Den danske ingrediensproducent Ferm Food har i EU ansøgt om, at virksomheden må afsætte fermenteret, dansk rapskage til fødevarer. Og nu har EU Kommissionen godkendt ansøgningen. Noget som brancheforeningen for dansk korn og foder, Dakofo, er særdeles begejstrede over.
- Vi er verdensmestre i at producere raps i Danmark. Derfor er EU's udvidelse af den eksisterende autorisation en kæmpe fordel for dansk rapsproduktion og for danske planteproteiner til fødevarer, siger Emil Dalsgaard Hansen, der er direktør hos Dakofo i en pressemeddelelse.
Indtil i dag har der altså været forbud mod at bruge rapskagerne til fødevarer, og rapskagen har derfor primært været brugt til foder og i biogas.
Kliniske forsøg
For at få en fødevare godkendt af EU's fødevaresikkerhedsmyndighed, EFSA, skal ansøgeren foretage kliniske forsøg, der nemt løber op i flere millioner kroner og tager år.
Tidligere har en finsk ansøger fået sin forarbejdede version af rapskage godkendt, men autorisationen var så snæver, at den kun kunne bruges til producentens egne finske råvarer og altså ikke til dansk eller anden EU rapskage.

Det er Ferm Food, som er specialiseret i at producere fermenterede ingredienser til fødevareproducenter, der har søgt om en udvidelse af EU's tilladte specifikationer for rapskage, og i dag tirsdag den 29. april, træder de nye regler altså i kraft.
Det betyder, at den danske virksomhed nu kan fremstille fermenteret rapskage baseret på danske rapsafgrøder til fødevareindustrien.
Lokale proteiner
Rapskagen indeholder 28-30 procent protein, og er et mere lokalt svar på en proteinkilde til fødevarer. Og der er masser af det. Så meget, at fødevareproducenterne og forbrugere kan forsynes i stor skala og til fornuftige priser.
Rapskagen har dog én ulempe. I sin rå udgave indeholder rapsen glukosinolater, der er et stof, som beskytter planten mod skadedyr, bakterier og skimmel. Glukosinolaterne giver frøet dets bitre smag, og har gjort rapskagen svær at bruge i fødevarer.
Men den udfordring har millioner af gavnlige mælkesyrebakterier og solid-state fermentering altså løst. Når rapskagen fermenteres med mælkesyrebakterier, starter en biologisk proces, hvor nye gavnlige nedbrydningsstoffer fremstilles og uønskede stoffer, herunder den bitre smag, nedbrydes.
Derfor kan Ferm Foods fermenterede rapskage bruges i mange forskellige fødevarer som i brød, kager, paté, pølser og plantebaserede fødevarer.
Brød med rapskager
En af de fødevareproducenter, der allerede har fermenteret rapskage i flere af sine brød er Vadehavsbageriet i V. Vested nær Ribe.
- Med fermenteret rapskage i brødet kan vi forøge proteinniveauet, forbedre aminosyreprofilen og samtidig forlænge holdbarheden på brødet helt naturligt. I udviklingsafdelingen arbejder vi på endnu flere produkter med denne fantastiske råvare, siger Jytte Kruse.

Ifølge Ferm Foods bliver 2025 året, hvor rapsen kommer i endnu flere fødevarer.
- Vi har kunder, der har ventet på EU's autorisation, så de kan gå i gang med udviklingen af nye clean-label og proteinrige produkter. Så jeg er overbevist om, at forbrugerne kan købe endnu flere fødevarer med fermenteret rapskage i løbet af 2025, siger Søren Lange, der er udviklingschef hos Ferm Food.