Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Sådan blev den nye kombispuler Peters perfekte maskine
Det er ikke bare de klassiske rim og remser, når der på den store kombispuler står; "Borevand og slam, Peter kan sit kram".
Peter Brodersen, 46-årig suge- og spuleekspert hos Hammershøj Maskinstation, kan sit kram efter utallige timer i felten med flere forskellige kombispulere igennem årene.
Derfor var han også helt i forreste linje, da der skulle investeres i en ny kombispuler hos midtjyske Hammershøj Maskinstation. Når man skal investere et anseeligt millionbeløb i en så avanceret maskine, så er det vigtigt, at man får tænkt det hele igennem, inden man begynder at bygge maskinen op, lyder rådet fra den rutinerede maskinfører.

- Vi havde et rigtig godt samarbejde med Samson Agrolize om at få sat den her maskine sammen. Der er ikke tvivl om, at de er rigtig dygtige til at bygge maskiner, men det er også vigtigt, at de får noget input fra os, der skal bruge maskinen i så mange timer, forklarer Peter Brodersen, der især har haft for øje, at maskinen skulle indrettes på en måde, så den giver maskinføreren den letteste arbejdsdag.
- Vi har jo kun en krop, og den skal vi passe på. Så det dur ikke, at man skal rende rundt om maskinen og kravle op og ned for at betjene den. Derfor er alt gennemtænkt til den mindste detalje, siger Peter Brodersen.

- Det er ikke nær så hårdt for mig at køre 2300 timer om året med den her spuler, som det var at køre 1000 timer med den første, vi havde for mange år siden, fortæller Peter Brodersen.
Hos Hammershøj Maskinstation kommer omkring en tredjedel af den samlede omsætning fra de timer som faktureres ud fra de to GK II 12 Vario kombispulere og den lidt mindre GK 8, der er i maskinparken.
- Den lille maskine er lidt mere ad hoc, og så tager jeg den med ud og løser nogle af de lidt mindre opgaver, der kommer ind, så Peter og den store maskine også kan holde fri en gang imellem, fortæller Ole Ejnar Funder Jensen, der er indehaver af Hammershøj Maskinstation.

Chefen gav Peter Brodersen relativt frie tøjler, da den nye maskine skulle specificeres i samarbejde med folkene fra Samson Agrolize.
- Det er Peter, der skal bruge maskinen, og derfor i virkeligheden ham, der bedst ved, hvad der er vigtigt at få med. Så min rolle har egentlig bare været at godkende den endelige købspris og skrive under, siger Ole Ejnar Funder Jensen.
Det rigtige forarbejde
Der er ikke noget, der vender forkert, og der mangler ikke noget på den næsten nye GK II 12 Vario. Den blev leveret i 2022 og kørte sidste år altså godt 2300 timer med Peter Brodersen ved roret.

Så han ville have opdaget det, om der var noget, der spillede forkert eller noget, der kunne have være lavet smartere på maskinen.
- Der er faktisk ikke noget på den, som jeg ville lave om. Vi fik lavet det helt rigtige forarbejde og taget de rigtige diskussioner i processen. Så for os, og det vi laver, er det den perfekte maskine, siger Peter Brodersen.

En af de væsentligste detaljer på den nye vogn er tilvalget af den helt store vacuumpumpe.
Den giver kombispuleren væsentligt flere kræfter, når der skal suges i de tungeste materialer.
- Når vi suger i tykt mudder eller ren sand, så har vi noget mere overskud med den her pumpe, forklarer Peder Brodersen.
Opbygningen af skabene på siden af maskinen er også et vigtigt punkt. Det skal indrettes, så det giver mening, når man skal bruge dem.

- Vi var de første, der fik lavet et dysseskab nede mod bagenden af maskinen. Jeg synes jo, at det giver mest mening, at dysserne er samlet, der hvor man skal bruge dem, siger Peter Brodersen, der også satte kryds ved varme og lys i skabene.
Det er nemlig langt fra altid, at det er varmt eller lyst, når han og kombispuleren er ude og arbejde.

På bagenden er både kranen og rullerne monteret, så de svinger ud til den samme side. Det passer Peter Brodersen bedst, når han eksempelvis skal arbejde i en privat indkørsel og holder maskinen til ude på vejen.
Og i det hele taget er maskinen indrettet således, at maskinføreren har let adgang til de forskellige redskaber, der er monteret og tages med rundt.
Ringer til Peter
Grundet den store erfaring, som Peter Brodersen har samlet sammen igennem sine 21 år som maskinfører hos Hammershøj Maskinforretning, så er han blevet lidt af en "go to guy", når talen falder på opbygning af kombispulere i maskinstationsbranchen.
- Der er faktisk en del, der ringer og spørger Peter til råds, når de skal have bygget en ny maskine op, og der er også mange, der kommer forbi for at se vores spuler, fortæller Ole Ejnar Funder Jensen.

- Men, det er jo ikke sikkert, at den her maskine, som er perfekt til det vi laver, er perfekt til alle mulige andre. Det vigtigste råd er virkelig at få tænkt over, hvad man har brug for, hvad man laver meget af og så få snakket det hele igennem med producenten og få det lavet rigtigt fra start. Så får man sig en rigtig god maskine, siger Peter Brodersen, der sætter stor pris på dialogen med sine kolleger i branchen.
- Jeg synes, at det er spændende med den her erfaringsudveksling. Vi bruger jo rigtig mange timer sammen med de her maskiner og går meget op i, hvordan man kan optimere sin arbejdsdag og gøre tingene hurtigere og smartere, forklarer Peter Brodersen.

For Ole Ejnar Funder Jensen er det også væsentligt, at man som maskinfører sørger for at bruge maskinen rigtigt. Når der eksempelvis er hydraulik til at rulle slangen ud, så skal man bruge dens kræfter og ikke sine egne.
- Der er jo mange unge mennesker, der springer til og hiver og slæber i slangen for at komme i gang. Der er det vigtigt, at vi lidt ældre forklarer, at vi har altså investeret i de her ting for at slide på maskinen og ikke på medarbejderne. Så vi skal udnytte alt det, som maskinen kan, siger Ole Ejnar Funder Jensen.

Kunne man i øvrigt tænke sig at få en kombispuler magen til den Peter Brodersen kører med eller en lidt anderledes, så hedder maskinen nu Samson Agrolize GK II 12 Vario. Det er en konsekvens af fusionen mellem Gøma og Samson i 2022.
Det er dog kun producentens navn, der er udskiftet. Opbygningen, kvaliteten og folkene bag er de samme som hidtil.