Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Ny handelsaftale om maltbyg åbner for et strategisk vigtigt marked i Kina
Aftalen mellem Danmark og Kina om eksport af maltbyg, der bruges i øl-produktion verden over, åbner for, at mere maltbyg kan sendes til Kina, der er et strategisk vigtigt marked.
- Den nye aftale styrker den danske position yderligere og skaber nye muligheder for vores landmænd og eksportører. Det er et godt eksempel på, hvordan stærke relationer og vedholdende arbejde åbner nye døre for dansk fødevareeksport og dansk erhvervsliv generelt, siger Flemming Nør-Pedersen, viceadministrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.
Danmark er blandt verdens førende eksportører af maltbyg og står for cirka 20 procent af den globale eksport. Dansk maltbyg er kendt for sin høje kvalitet og ensartede produktion, hvilket gør den særligt eftertragtet i lande som Kina, hvor efterspørgslen på råvarer til bryggeriindustrien er i vækst.
Handelsaftalen er indgået under et eksportfremstød i Beijing, hvor blandt andre Landbrug & Fødevarer og flere danske virksomheder deltog.
Flemming Nør-Pedersen understreger, at eksportfremstød som dette er afgørende for hele erhvervet:
- Hvis dansk landbrug og fødevareproduktion skal blive ved med at være konkurrencedygtig, er vi nødt til at sikre adgang til de store internationale markeder. Derfor er handelsaftaler som denne helt centrale - de skaber vækst og arbejdspladser, både i landbruget og i hele fødevareklyngen, siger han