Produktionen af larver fra soldaterfluer kan blive hjulpet på vej af ny viden om soldaterfluers parring. Det gør det meget lettere at lave avlsprogrammer, hvor man målrettet kan avle larverne, så de har de ønskede egenskaber til en bæredygtig fødevareproduktion.

Forskere ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab har undersøgt soldaterfluers parring. Det skriver Aarhus Universitet Technical Sciences i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I naturen samles soldaterfluer i flokke for at udføre parringsritualer. Nu viser forskningen, at sådan et parringsritual slet ikke er nødvendig for at opnå parring og få levedygtigt afkom.

En han kan parre flere hunner

Forskerne har vist, at enlige hanner af sorte soldaterfluer sagtens kan parre én eller flere hunner under de rette forhold og få befrugtede æg. Faktisk var nogle hanner i stand til at parre fire hunner uden at det gik ud over kvaliteten af æggene.

- Det er "breaking news", siger adjunkt Kim Jensen, der er en af hovedmændene bag de nye forsøg.

- Man kan kontrollere parringen for mange andre insekter, men man har indtil nu troet, at det ikke kunne lade sig gøre med soldaterfluer, som i naturen har en anden adfærd, siger han.

Derfor har andre forskerhold hurtigt givet op, når de har forsøgt at parre udvalgte individer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flerkoneri øger hannernes parringsfrekvens

Forskerne undersøgte blandt andet, hvor lang tid det tog, før parring fandt sted når én eller fire hunner var til stede.

Ikke nok med at parringen startede hurtigere, når der var fire hunner til stede, end når der var én. De fleste af hannerne i forsøget parrede sig også flere gange, når der var fire hunner til stede.

Lidt over halvdelen af hannerne parrede sig med alle fire hunner indenfor fire timer.

De fleste parringer gav levedygtige larver

Én ting er, at det lykkedes at få soldaterfluerne til at parre sig. Endnu vigtigere er det, at hunnerne også lagde befrugtede æg.

Af 25 hanner, der havde haft fire hunner til rådighed, havde knapt halvdelen formået at gøre tre eller fire hunner gravide. De kvitterede med at producere gennemsnitligt 138 larver hver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forskernes dyneløfteri har bogstavelig talt kastet lys på, hvordan soldaterfluer parrer sig. Parringsforsøgene foregik nemlig i gennemsigtige plastikkasser under stærkt lys.

Det gav forskerne mulighed for at observere soldaterfluernes adfærd under optimale parrings-betingelser. Herved kunne de erhverve sig ny viden, der har stor praktisk betydning for produktionen af soldaterfluelarver.

Udvælge de bedst egnede

Når man på denne måde kan udvælge soldaterfluer, kan man avle efter de bedste egenskaber. Man kan undgå indavl og langt hurtigere nå frem til et avlsmateriale, som en effektiv produktion kan bygge på.

Det er en metode, der har været anvendt i århundreder indenfor den traditionelle husdyrproduktion, men som nu viser sig at være egnet også i produktionen af soldaterfluens larver.

Her har insekterne endda den fordel, at deres livscyklus er meget kort.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er flere træk, det er værd at avle efter, siger Kim Jensen.

- Det er især larvernes størrelse på høst-stadiet, og hvor hurtigt det går at komme dertil. En anden væsentlig parameter, som man også kender fra den klassiske husdyrproduktion, er foderudnyttelsen. Altså hvor lidt foder skal der til for at producere en vis mængde larver, siger han og fortsætter:

- Går vi skridtet videre, kan vi begynde at se på, om nogle soldaterfluer er bedre egnet til at vokse og formere sig på foder med lavere næringsværdi.

Formålet med at producere insektlaver er, at insekterne skal kunne udnytte næringsfattige sidestrømme fra foder- og fødevareproduktionen og dermed minimere spild.

Danner grundlag for effektiv produktion

Ideen om at sætte avlsprogrammer op for produktionen af soldaterfluer har tidligere været omtalt i blandt andet videnskab.dk. Nu kan forskerne så for første gang præsentere de banebrydende resultater om individuel parring i det videnskabelige tidsskrift Journal of Insects as Food and Feed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultaterne betyder, at det nu i langt højere grad bliver muligt at avle soldaterfluer og producere deres afkom på en hurtig og effektiv måde. På denne måde kan man avle soldaterfluer, som har de ønskede egenskaber for produktion af billigt og bæredygtigt protein og fedt til foder og fødevarer.