Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Debat: Erstatningsfri regulering kan udfordre alle i Danmark
I forbindelse med vedtagelsen af treparten har de politiske diskussioner blandt andet handlet om begrebet erstatningsfri regulering. Begrebet er lidt en gummibetragtning til Grundlovens paragraf 73, ejendommens ukrænkelighed.
Når jeg ser begrebet, tænker jeg på et scenarie, hvor kommunen rejser en lygtepæl i et boligområde for gadebelysning, og at du må tåle genskinnet fra lyset uden erstatning.
Bygges der derimod en jernbane udenfor din bolig, eller skal du afstå din forhave til fortov, skal du til gengæld have fuld og hel erstatning for dit tab.
I diskussionen om treparten, BNBO, grundvandsinteresser mfl., har flere ment, at landmænd må tåle tab af ejendom og produktionsværdier uden erstatning med henvisning til før nævnte eksempel med lygtepælen.
Leger man med tanken, at politikerne vedtager muligheden for, at de må "tage" op til 10 procent af værdien uden fuld og hel erstatning, tager man et principielt og direkte opgør med sikkerheden i den danske finansielle verden.
En sådan beslutning vil medføre, at udenlandske investorer skal betragte obligationer i Danmark ud fra, at de kan miste 10 procent af deres pantværdi fra dag til dag. Danmark har i dag den højeste rating, hvilket medfører de laveste boligrenter. Det har man alene fordi, der ligger en sikkerhed i, at enten sælger man aktivet til markedsværdien, eller også løses man ud mod fuld og hel erstatning.
Den beslutning rammer dermed alle i hele Danmark, som har lån, da alle kreditgivere skal vurdere den enkelte virksomhed eller boligejer ud fra den betragtning, at de kan miste 10 procent af deres værdi i morgen, og at det skal kunne indløses kontant.
Man må gerne mene, at landbruget bare skal flyttes til udlandet, lukkes eller skæres ned. Men det skal i så fald ske under forudsætning af fuld og hel erstatning. En sådan erstatning skal samtidigt også bygge på en konkret, individuel vurdering med faglig evidens samt systematik og sammenhæng for dens effekt, så det ikke efterfølgende kan betragtes som ulovlig statsstøtte under EU-retten med krav om tilbagebetaling.
En tankeleg med begrebet om erstatningsfri regulering kan dermed hurtigt udvikle sig til en sand Pandoras æske med enorme konsekvenser for alle borgere i Danmark.