Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Tidligere Danish Crown-slagteri sælges i budrunde
Det er næsten 70.000 kvadratmeter bygninger, der nu er klar til at blive solgt, efter Danish Crown lukkede sit slagteri i Ringsted den 14. august 2024.
Slagterikoncernen har brugt omkring et halvt år på at afmontere store mængder udstyr, som enten er solgt eller flyttet til andre af koncernens fabrikker. Nu er det arbejde stort set afsluttet og derfor kan salgsprocessen nu sættes i gang.
Opgaven med at sælge bygningerne med et samlet grundareal på næsten 800.000 kvadratmeter har EDC Poul Erik Bech fået. Samlet set er 19 bygninger på tre matrikler til salg.
- Der har været stor interesse for vores bygninger, og det store ubebyggede areal, så derfor har vi efter grundig overvejelse valgt EDC Poul Erik Bech til at varetage vores interesser. Selvom mange allerede er interesserede, så ved vi af erfaring, at det kræver mange ressourcer at få en handel af den her type og størrelse på plads, hvilket er et arbejde, vi ikke selv har ressourcerne til at kaste os ind i, siger Ejner Søby, der er ansvarlig for ejendomssalg i Danish Crown i en pressemeddelelse.
Mange muligheder
Hos EDC Poul Erik Bech ser de mange muligheder for de tidligere slagteribygninger og forventer interesse fra institutionelle investorer i både Danmark og udlandet og fra både ejendomsinvestorer, ejendomsfonde, pensionskasser og potentielle brugere.
- Det er sjældent, at ejendomme på denne størrelse, beliggenhed og potentiale kommer på markedet, så det bliver spændende at se udfaldet. Der kan være mange anvendelsesmuligheder både i forhold til nyopførelse på den store grund og brug af de eksisterende ejendomme, der løbende er vedligeholdt og opgraderet. Der er også en god dialog med Ringsted Kommune om forskellige scenarier for lokalplanen og ønsker om at udvikle området og skabe nye arbejdspladser, siger Helle Nielsen Ziersen fra EDC International Poul Erik Bech.
Den samlede grund er på 798.318 kvadratmeter, hvor der er et bebygget areal på 69.709 kvadratmeter.
Ejendommen indeholder også en kontorbygning med et etageareal på knap 4.000 kvadratmeter og flere store parkeringsarealer. Der er også egen flyveplads, da en mindre del af grunden er udlejet til en motorflyveklub med hangar, landingsbane og en tilstødende akuthelikopterfacilitet under Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning.
Også Kopenhagen Furs tidligere hovedsæde i Glostrup er til salg hos EDC Poul Erik Bech til en pris på 630 millioner kroner. Ejendomsmægleren har dog ikke oplyst prisen for det tidligere slagteri, men oplyser at det skal sælges i en budrunde.