Abonnementsartikel
Det har været en stor succes i hjemlandet Sverige med over 23 millioner solgte liter. Nu lancerer Skånemejerier helsedrikken ProViva i Danmark.
- Vi foretager en storsatsning i to trin. Vi begynder her i maj med tre varianter. Den næste etape indledes efter sommerferien, hvor vi udvider sortimentet, forklarer Anders Ahlström, ansvarlig for Skånemejeriers fremstød i Danmark.
Lanceringen sker i samarbejde med Løgismose Mejeri, som er delvis ejet af Skånemejerierne:
- Drikken bliver solgt som et produkt fra Skånemejerier, og fra Løgismoses side har vi blandt andet været med til at udvælge, hvilke af de mange produkter i ProViva-serien, der skal lanceres på det danske marked, fortæller Løgismose Mejeris administrerende direktør, Steen Aalund Olsen.
Målsætningen er at sælge 1,5 mio. liter ProViva i løbet af det første år. Det mål skal nås ved en storstilet markedsføringsplan, der koster i omegnen af otte millioner danske kroner:
- Strategien er først at gå ind med PR og visse lokale reklamefremstød. Efter sommeren følger vi op med de større medier og TV-reklamer, siger Anders Ahlström.
Fra og med denne uge vil tre varianter af svenskernes populære frugtdrik være på hylderne i 1-liters kartoner i Irma.