Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Flere skal kontrolleres for sprøjtejournal
Miljøminister Magnus Heunicke (S), har sammen med partierne bag sprøjtemiddelstrategien 2022-2026, S, V, M, DF, SF, R, EL, K og LA, besluttet at øge den målrettede kontrol med indberetninger af sprøjtemidler i 2025 og 2026, meddeler Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
Årligt bliver cirka 650 virksomheder udtaget til fysisk sprøjtemiddelkontrol. Af dem er 250 udtaget som stikprøver, mens de 400 er risikobaserede.
Ud af de 400 risikobaserede skal de 120 udtages ud fra en særligt skærpet model.
De 40 virksomheder skal udtages til fuld fysisk sprøjtemiddelkontrol baseret på en risikobaseret gennemgang af data fra sprøjtejournaler. "Virksomhederne udvælges på baggrund af jordbrugernes indberetning af brug af ulovlige midler og/eller brug af ulovlige doseringer/i afgrøder hvori pesticidet ikke er godkendt. Der vil ske håndhævelse for overtrædelsen i SJI og evt. andre overtrædelser, som kontrollørerne måtte finde under den fysiske kontrol", hedder det i teksten.
De resterende 80 virksomheder af de 120 skal til fuld fysisk sprøjtemiddelkontrol baseret på indberetninger fra eksterne, eller hvis Miljøstyrelsen selv opdager ulovlige anvendelser.
Fejl hos 40 procent
Bagrunden for den nye aftale er blandt andet, at myndighederne finder overtrædelser i cirka 40 procent af alle fysiske kontroller.
- Det er dybt problematisk, at vi fortsat ser så mange overtrædelser, når det gælder landbrugets brug af sprøjtemidler. Det er ikke kun et brud på reglerne, men et svigt af vores miljø. Og det er afgørende for vores miljø, drikkevand og sundhed, at vi får nedbragt antallet af overtrædelser, som i flere år har ligget på et alt for højt niveau. Derfor står det klart, at vi er nødt til at gentænke vores tilgang, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Taskforcen skal bestå af eksperter og myndigheder med inddragelse af interessenter, og dens forslag skal præsenteres i et idékatalog, som aftalepartierne vil bruge i de kommende forhandlinger om en ny sprøjtemiddelstrategi, som finder sted i 2026.