Vestjyllands Andel har i dag fremlagt sine nøgletal i det udvidede regnskab, der med 18 måneder dækker over de seneste to høstår, der begge har været markant under middel.
Det fortæller Vestjyllands Andel i en pressemeddelelse.
Danmarks tredjestørste grovvareselskab omsatte i perioden for 4,6 milliarder kroner på de 18 måneder. I forrige regnskabsperiode, der dækkede over 12 måneder i 2022/2023, var omsætningen 3,7 milliarder kroner. I øvrigt den højeste omsætning nogensinde.
Resultatet før skat landede på 92 millioner kroner målt op imod forrige regnskabsperiode, hvor resultatet var 121 millioner kroner.
- Det samlede resultat må betegnes som tilfredsstillende - alt taget i betragtning. På negativsiden har vi været påvirket af et højt renteniveau, store bevægelser på råvaremarkederne samt manglende kornindgang. To år i træk med en yderst begrænset avl påvirker naturligvis resultatet, da vi som en konsekvens af fortsat stigende fodersalg pr. definition altid er i underskud af korn på vores fabrikker, forklarer Steen Bitsch, der er CEO for Vestjyllands Andel.
For eftertiden vil regnskabet i Vestjyllands Andel følge kalenderåret.
Yderligere efterbetaling
Vestjyllands Andel har haft gavn af stigende fodersalg, stram omkostningsstyring og en dedikeret medarbejderindsats, og på den kommende generalforsamling foreslår bestyrelsen en overskudsudlodning på 30 millioner kroner.
Derved ventes det, at medlemmerne får del i overskuddet fra salget af rådgivnings- og investeringsselskabet DBC Invest, datterselskab til Danish Bio Commodities, ejerandele i Sindal Biogas.
Vestjyllands Andel har i den seneste regnskabsperiode oplevet et mere normaliseret prisniveau i kerneforretningen. Til gengæld er afsætnings-mængderne steget markant, bl.a. i takt med at flere og flere landbrugskunder efterspørger kvalitetsfoder.
- VA´s samhandel med dansk landbrug har aldrig været større, hvilket tilsvarende stiller yderligere krav til vores omkostningsstyring og kapacitetsudnyttelse. I den forbindelse kan vi konstatere, at forretningen står knivskarpt, bl.a. som en konsekvens af et stærkt fokus på maskinrummet, siger Steen Bitsch.
I forbindelse med udlodningen af overskuddet vil bestyrelsen også foreslå, at man tilgodeser medlemmer af Vestjyllands Andels indkøbskoncept, "Råvare Disponering". Det betyder, at medlemmerne her potentielt kan se frem til at modtage yderligere 10 kroner. pr. tons råvarer i efterbetaling.





