De seneste tre-fire år er smørprisen på de europæiske markeder mildt sagt stukket af.
Hvor bulkpriserne i den toneangivende hollandske notering op gennem 00'erne og 10'erne lå og svingede mellem euro 2.000 og euro 4.000 pr. ton - med et markant prishop i 2017-19 som en undtagelse - er niveauet i de senere år røget op på mellem EUR 4.000 og EUR 8.000 pr. ton.
I september 2024 slog smørnoteringen alle rekorder med en pris euro 8.100/ton. I dag er den euro 7.500/ton.
- Smørprisen svinger konstant, og som markedet ser ud i øjeblikket, må man forvente, at den fortsat vil svinge på et meget højt niveau, siger chefkonsulent Niels Ole Nielsen, Landbrug & Fødevarer/mejeri.
De europæiske smørpriser har i lange perioder bevæget sig i området mellem euro 2.000 og euro 4.000/ton. I de senere år er udsvingene blevet markant større, og i 2024 slog priserne alle rekorder. De høje priser i 2022 afspejler inflationskrisen.

Produktionen af mælk stagnerer
- Det handler om et relativt nyt fænomen på de internationale mejerimarkeder, forklarer Niels Ole Nielsen.
- Tidligere var det nærmest en naturlov at produktionen af råvaren mælk steg hvert eneste år, hvilket gav en form for balance mellem udbud og efterspørgsel. I de senere år har mange mælkeproducenter både i Danmark og andre lande været tilbageholdende med at investere i nye stalde og flere køer, blandt andet på grund af usikkerhed om de fremtidige produktionsvilkår, siger han.
- I nogle lande som følge af deciderede produktionsbegrænsninger. Resultatet er, at mælkeproduktionen både i Danmark, EU og på globalt plan stort set er stagneret siden 2020. Der er med andre ord tale om, at udbuddet ikke kan følge med efterspørgslen, og det har fået priserne på alle typer af mejeriprodukter til at stige i Europa og resten af verden, fortsætter chefkonsulenten.
Prishop på smør i EU
Når det gælder smør, kan man endda konstatere, at udbuddet fra de europæiske mejerier er blevet mindre.
- Produktionen af smør i Europa har været faldende gennem 2024, og når efterspørgslen ikke er fulgt med nedad, har det kunnet aflæses i priserne til både industri- og detailhandelskunder. For eksempel steg detailprisen på pakkesmør i Tyskland sidste år med omkring 40 procent. Det samme gjorde sig gældende for bulksmør på den hollandske notering, fortæller Niels Ole Nielsen.
En opgørelse fra tyske ZMB - baseret på data fra Eurostat og nationale statistikker - viser, at den samlede produktion af smør i EU27 sidste år faldt med 1 procent fra 2.114 millioner kg. til 2.092 millioner kg.
- Det lyder måske ikke meget, men når efterspørgslen på smør fortsat er høj, kan selv et relativt beskedent produktionsfald udløse ganske store prisstigninger, siger han.

