Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Kompakt designet til at så selv den tungeste jord
Investering i en ny såteknik er ikke en let opgave. Det kræver et overblik over blandt andet afgrøder i sædskiftet, jordtyper, hvilken jordbearbejdning man ønsker inden såning og kapacitet. PowerGear tester denne gang en løsning til de tungere jorde med en såmaskine, der kan levere på flere faktorer med Pöttingers Aerosem VT 6000 DD.
Det er topmodellen af bugserede rotorsåmaskiner fra Pöttinger på 6 meters arbejdsbredde, der denne gang skal testes. Maskinen er en opdateret version, hvor der blandt andet er monteret en række pakhjul, der sammen med traktorens dæk pakker jorden, inden rotorharven rammer.
Aerosem rotorsåmaskinen kommer både som liftophængt og bugseret, som er den vi tester denne gang. Den bugserede version kommer i to udgaver. En fem meters udgave med 2800 liters tank og seks meter med 4600 liters tank.
Den større tank på den store model hænger sammen med kræftoverførslen der kræves. Den fem meters model kan håndtere op til 320 hestekræfter og vejer 7.600 kilo, hvor den seks meters version kan håndtere op til 500 hestekræfter og vejer 9.400 kilo.
Med det større kraftbehov kommer også størrelsen på traktoren. Den seks meters version er tungere og kræver derfor en traktor, der kan håndtere den ekstra vægt, der lægges på traktoren. Såmaskinen er designet så tanken og en stor del af vægten fra såmaskinen lægges på traktoren.
Kompakt design
Såmaskinen er generelt meget lav og kompakt designet. Der er kort afstand mellem de forskellige arbejdsgange, og det gør venderadiussen helt eminent. Liften er designet i et V, så ptoen ikke rammer liften. For at gøre venderadiussen endnu bedre, er drejeledet på trækket forlænget med en næsten en meter, og det kan virkelig mærkes.

Når man vender med maskinen, mærker man hvor let og hurtigt maskinen retter ind bag traktoren. Det er en kombination af at trækket knækker langt tilbage og af at pakvalsen, som maskinen kører på, er tæt på traktoren. Det betyder også at man selv med tvillingehjul på en stor traktor, der sjældent har den mindste venderadius, let kan vende.
Det er nærmest ikke muligt for traktoren og maskinen at knække sammen, når man vender. Med traktoren i testen kunne man ikke ramme såmaskinen, og der var god plads til overs, når den drejede.

Udsyn
Udsynet bagud er begrænset af tanken, som sidder tæt på. Specielt når man vender, er det svært at se, hvor maskinens yderste punkt er i forhold til eksempelvis læhegn. Men det er resultatet af det kompromis man får med det valgte design.
Når der bakkes ud mod noget, er der godt med udsyn forbi tanken bagud, så man ikke rammer læhegnet, og med et kamera bagud er det endnu bedre. På maskinen er led-lyset placeret tæt på maskinen, så det ikke hænger som bagerste punkt og dermed risikerer at blive kørt af.
Opbygning
Forrest sidder de nye pakkehjul, der er velegnet til en våd efterårspløjning, hvor jorden bliver pakket inden den rammes af rotorharven. De indstilles hydraulisk fra kabinen, så vægten fordeles mellem pakkehjulene og pakvalsen, som maskinen kører på.

Rotorharven er en todelt Lion rotorharve, der fint følger terrænet eftersom den er parallelogram-ophængt på pakvalsen. Det betyder at rotorharven altid har samme arbejdsdybde - også i kuperet terræn.
Rotorharvens arbejdsdybde indstilles hydraulisk i kabinen, hvor man med en digital skala i skærmen let kan holde øje med arbejdsdybden. Skalaen bliver upræcis, når sliddelene slides ned, og derfor er centimetermålet ikke retvisende, men fungerer som pejlemærke.

Efter rotorharven sidder en afretterplanke, der jævner inden pakvalsen med de store 80 centimeter i diameter dæk pakker over hele arbejdsbredden. På vejen kører maskinen på de midterste pakhjul, der pludselig ikke er så store, når hele maskinens vægt kun ligger på dem ved vejkørsel.
Frøene kommer i jorden igennem de dobbelte skivesåskær, der sidder forskudt foran og bagved hinanden skiftevis og det giver en god gennemgang med de 12,5 centimeters afstand mellem rækkerne.
For at sikre et jævnt såbillede sidder såaggregatet i et parallelogram med såskær og trykhjul i lige lange arme, så de sidder to og to foran hinanden. Der kan maksimalt overføres 60 kilo på hvert såskær, og det giver et jævnt såbillede selv i svært terræn med hårde betingelser.
IDS fordeler
Der sidder et doseringshjul på begge sider af tanken, som let sås ind med god plads på siden af maskinen. Tanken er todelt 50-50 på langs, hvor der samsåes fra de to tanke, igennem den velkendte IDS fordeler, der med ny software kan slukke for hver enkel række når man sår i kiler.
IDS fordeleren har på baggrund af de effektive doseringshjul fået mulighed for at få en begrænserplade monteret, så frøene falder ned, uden at der doseres endnu mere i fordeleren, når der lukkes af for de enkelte såskær. Det er nødvendigt når den kan så med mellem 0,3 og 21,3 kilometer i timen med samme doseringshjul, hvor der i fordeleren vil blive lukket for alle udgange i spidsen af kilen.

Maskinen i testen blev styret igennem isobus, der fungerede upåklageligt. Skærmens layout kan ændres, så de forskellige funktioner bliver placeret, hvor man ønsker dem. Generelt er styringen gjort simpel og overskuelig. Man får de informationer til rådighed, der er brug for, som for eksempel tankniveau, der vises i centimeter og passer rigtig fint med det vi så i tanken.
Indstillinger af de forskellige dele af såmaskinen er let at finde rundt i, da de forskellige symboler er lette at kende og det er svært at fare vild i de forskellige processer. Menuerne er overskuelige, og man er efter en gennemgang hurtigt i gang.

Indsåning
Indsåningen foregår først fra skærmen, hvor de forskellige parametre vælges, og få trin senere er man klar til den fysiske del ude på maskinen. For at kunne indstille eller så ind, skal alle aktive elementer slukkes. Det gøres let fra stopknappen, der følger med i alle menuer. Det er rart ikke at skulle skifte menu for at slukke for alt.
Der er hele tiden mulighed for at gå tilbage i processen, og har man sået det ene doseringshjul ind men har samme doseringshjul og samme såsæd i begge tanke, overføres data let fra det indsåede doseringshjul til det andet, så processen ikke behøves gentaget på modsatte side.
Skærmen har farvekoder, så når noget ikke er aktivt er det gråt. Er det aktivt og tændt, er det grønt. Opstår der fejl eller problemer, er det rødt. Det giver et godt overblik, og det er let at se, hvad der mangler at blive tændt for.

Sprøjtespor
Sprøjtespor kan laves over hele arbejdsbredden med den intelligente IDS fordeler, i den afstand og den sporbredde, der er brug for. Det gør maskinen utroligt alsidig. Det vises i skærmen som gråt, når der er slukket i de såskær der ikke sår.
Automatikker
Igennem isobus-styringen er der mulighed for en masse automatikker, som sektionskontrol og tildelingskort for begge udoseringshjul seperat med eksempelvis gødning og såsæd. De forskellige arbejdsgange kan lægges ind i en foragerkontrol, der gør arbejdet lettere for chaufføren.

Kommentar fra Pöttinger
Testen er meget retvisende og godt udarbejdet, hvor konklusionen også stemmer overens med tilbagemeldingerne fra vores kunder. Rotorsåsættet er kompakt og enkelt opbygget.
Der er tænkt på detaljer såsom venderadius og kurvekørsel samt udsyn fra traktorkabinen. Ydermere er rotorharven og såsektionen parallelogramophængt til pakkervalsen, hvilket giver præcis dybdestyring af begge enheder.
Den er fuld Isobus-kompatibel med mulighed for udsåning efter tildelingskort til både korn og gødning. Ligeledes er sektionskontrol standard, når såmaskinen er udstyret med IDS fordeler.
Den testede såmaskine er udstyret med frøudstyr til placering af frø på hver anden række, hvilket er særdeles velegnet til etablering af frøgræsser. I det store hele er det et rotorsåsæt, der passer godt til det danske marked. Muligheden for samsåning af korn og gødning er ideel de fleste steder, men såmaskinen kan også benytte begge tankrum, når der udelukkende sås korn.

Prisen
Listeprisen for en basismaskine er på 1.350.000 kroner.
Listeprisen for den testede maskine med udstyr er 1.600.000 kroner.