Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Vær ekstra opmærksom på svampevækst i siloen
Den første sol har kaldt foråret ind, og for de fleste landmænd betyder det, at forberedelserne til såningen af næste års foder er i gang. Men midt i planerne for årets markarbejde er der god grund til også at vende blikket mod sidste års høst - for netop nu er risikoen for lagerskader i siloen størst, det skriver Alltech i en pressemeddelelse.
Når kornet har ligget længe, øges risikoen for fugt- og temperaturudsving, som skaber perfekte betingelser for svampevækst - og dermed en forhøjet risiko for dannelse af mykotoksiner.
- Kornet i bunden af særligt amerikanersiloerne indeholder ofte flere beskadigede kerner, avner, ukrudtsrester og bakterier fra jorden. Når siloen omrører for at blande og lufte kornet, ender de tungere dele i bunden og det giver grobund for svampevækst og et forhøjet toksinniveau, forklarer Per Laustsen, sælger hos Alltech.
Ifølge ham er det netop nu, at man skal være særligt opmærksom. Det gælder både når når bruger egne afgrøder til foder, men også hvis man køber korn udefra.
- Når du køber korn nu, så tjek det grundigt ved modtagelsen - få det i hænderne og kig efter urenheder og lugt også gerne efter. Og så vil jeg anbefale, at man tager en kopi af prøven og opbevar den køligt. Ser du meget støv eller urenheder, eller har du bare en mistanke, så få lavet en analyse. Det kan spare dig for store problemer senere, siger Per Lausten.
Grise i risikozonen
Lagerskader på dette tidspunkt af året er generelt set noget man som landmand bør være opmærksom på. Har du grise, og bruger du dit korn til foder i egen bestand, kan det dog betale sig at holde ekstra øje, når du eller dine medarbejdere går jeres runder i stalden. Hvis du ved, hvad du skal kigge efter, er det nemlig til at opdage, hvis der er kommet mykotoksiner i grisenes foder.
- Har du grise, skal du være opmærksom på symptomer i stalden. Hos søer ser vi for eksempel øget risiko for kastninger, manglende brunst, rød eller hævet vulva og udskudt endetarm. Det er tydelige tegn på, at toksinbelastningen kan være for høj, siger Per Lausten.
Oplever man symptomer, kan man lave en mykotoksinanalyse. Problemet kan ikke altid ses eller lugtes. Mykotoksiner er ikke synlige med det blotte øje, men skaden på dyrene kan være stor.
- Hvis analysen viser toksiner, skal du reagere hurtigt og få blandet en toksinbinder i foderet, understreger Per Laustsen.
Tænk på næste høst
Det er vigtigt, at man allerede snart forbereder siloerne på korn fra den kommende høst. En hyppig årsag til mykotoksiner i kornet er nemlig, at forurenede rester fra sidste års høst ender i det nye korn, fordi siloen ikke er ordentligt klargjort til den nye sæson.
- Hvis resterne ikke fjernes i tide, risikerer det nye korn at blive forurenet. Derfor er grundig rengøring af siloen helt afgørende for at forebygge lagerskader og sikre kornets kvalitet. Det er ikke nok blot at slå på siloen med en kost - der skal en reel rengøring til, ellers giver man sit korn rigtig dårlige betingelser for at holde sig fri for mykotoksiner, slår han fast.
