Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Produktspecialisten: - Græsland giver syn for sagen
Helms TMT-Centret bliver en meget synlig del af Græsland 25 med både kørende maskiner og masser af maskiner og redskaber på udstillingsarealet.
Sælger og produktspecialist hos Helms TMT centret, Andreas Olsen, værdsætter konceptet med maskinerne, der vises i funktion.
- Græsland er der, hvor vi kan bevise, at det passer, hvad sælgerne siger, maskinerne kan, og det er en god mulighed for at komme og se og mærke og lugte - og sparke dæk, siger han og tilføjer, at Græsland giver syn for sagen.
Og når han skal fortælle, hvad Helms TMT Centret stiller op med på Græsland 25, siger han:
- Det kan siges ret enkelt. Det handler om McHale, Schäffer og McCormick.
Topmodel
Hos Helms TMT-Centret er det Andreas Olsen, der har det store overblik over virksomhedens planerne for Græsland 25, og han fortæller gerne om det store set up.
- Vi har to kørende maskiner med. Den ene er en McHale Fusion 4 Plus - en fastkammer-presser med integreret indpakker. Det er topmodellen af McHales kombipressere. Det er en fastkammerpresser, og modellen er udstyret med alle tænkelige tilvalg, fortæller Andreas Olsen og tilføjer, at den er med samme udstyr som den Fusion 4 PLus, som Helms TMT-Centret viste på Agromek.
Han beskriver kombipresseren som en maskine til de helt store landbrug og maskinstationer.

Den anden maskine, som Helms TMT-Centret viser i den kørende del af Græsland 25, bliver en 7,80 centerrive, McHale R 68-78.
Der er selvfølgelig McCormick-traktorer foran begge maskiner, fremhæver Andreas Olsen med henvisning til, at Helms TMT-Centret er dansk McCormick-importør.
Stor udstilling
Helms TMT-C viser dog flere maskiner og redskaber end de to kørende maskiner.
- På udstillingsarealet viser vi blandt andet en McHale 998 High Speed-indpakker, der er en højkapacitets firkant-balle-indpakker, som kan pakke alle størrelser firkantballer. Maskinens kapacitet er mellem 80 og 100 baller i timen med seks lag, fortæller Andreas Olsen.
Han nævner også, at Helms TMT-Centret tager en McHale sprederive med, men at det endnu ikke er besluttet, om det bliver en 10 meter-model eller en 12 meter-model. Desuden viser de også en 3,5 meter Mchale frontskårlægger.
- Og så viser vi alverdens balletænger, filmmagasiner og alt, hvad der lugter af wrap, tilføjer han.
Andreas Olsen fortæller, at de kommer med balletænger både fra McHale og fra Cashels, der er et andet irsk mærke fra en fabrik, som ligger nær McHale-fabrikken.
Helms TMT-Centret er også dansk og skandinavisk importør af Schäffer teleskoplæssere og minilæssere, som selvfølgelig også vises på udstillings-standen.
Andreas Olsen nævner, at der også vises nyheder på Schäffer-fronten, blandt andet mulighed for automatisk løftehøjde og rystefunktion på redskabet.
- Og så møder vi selvfølgelig med godt humør og gode priser, tilføjer han.