Lyt til artiklen:

Kristian Gades farvel til landboforeningen - goddag til politik

00:00
Hastighed: ???x
05:20

Ved en meget velbesøgt afskedsreception markerede Holstebro-Struer Landboforening fredag eftermiddag afskeden med Kristian Gade efter 26 år i bestyrelsen, heraf de seneste 19 år som formand.

En af talerne var præsidenten for Det kgl. Landhusholdningsselskab, proprietær Troels Holst, Vrejev, som i sin tale roste Kristian Gade, blandt andet for at Holstebro-Struer Landboforening er en markant forening med flotte medlemstal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er fantastisk. Du har været noget ud over det sædvanlige og en ildsjæl og en iværksætter, når tingene skulle op at køre. Det kan godt være, at det var naturligt for dig, men for mange i dine omgivelser har det været usædvanligt. Du har været i stand til at sætte dig nogle mål og følge op på dem undervejs, og du har været loyal. Og en ting, der har kendetegnet dig, er, at det er bønderne, der er i centrum. Det er så flot. Der er desværre ikke mange af din slags, sagde Troels Holst blandt andet som oplæg til at kalde Kristian Gade på podiet.

Han tildelte herefter Kristian Gade Det kgl. Husholdningsselskabs store sølvmedalje med inskriptionen: "Beviis for en god borgers udviiste patriotiske Fliid".

Medaljen indstiftet i 1770 og hører ifølge selskabets hjemmeside til en af selskabets og landbrugets helt store hædersbevisninger, der kun uddeles i helt særlige tilfælde til personer, der på en innovativ måde har bidraget til det danske landbrugs fremme.

Landbrugspolitisk dieselmotor

De positive skudsmål fortsatte i tale efter tale, og talerrækken var lang og omfattede blandt andre borgmestrene i både Holstebro og Struer. Og Landboungdom, og formanden for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, og hans forgænger Martin Merrild, som også var Kristian Gades forgænger på formandsposten i den lokale landboforening.

Desuden talte udvalgsformænd fra både det politiske og organisatoriske system, formandskollegaer fra andre landboforeninger og centrale ansatte fra de organisationer, Kristian Gade har været involveret i.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det fremgik tydeligt i flere af talerne, at Kristian Gade i sin formandstid har været i ualmindelig tæt forbindelse med de lokale borgmestre og andre relevante politikere.

Han har igennem årene holdt mange uformelle møder og ført mange uformelle samtaler og på den måde løst mange vanskelige opgaver, hvor forskellige interesser stod stejlt over for hinanden.

Kristian Gade fik et prædikat som en landbrugspolitisk dieselmotor - endda en ganske velsmurt en af slagsen.

Ordentlig og reel

På tværs af de mange berøringsflader, som talerne har haft med Kristian Gade i årenes løb, var den gennemgående karakteristik af ham, at han er flittig, besidder stærke værdier og har et vindende væsen. Men han rummer også temperament og følelser.

Martin Merrild sammenfattede det:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Du er ordentlig og reel, og derfor står der respekt om dig og dit arbejde, sagde han til Kristian Gade.

rich-media-5
Der var stor tilstrømning til fredagens reception, hvor der blev sagt farvel til formanden for Holstebro-Struer Landboforening gennem de seneste 19 år, Kristian Gade (tv) , og velkommen til hans afløser på formandsposten, Anders Nørgaard. Foto: Rasmus Dalsgaard.

Ifølge Martin Merrild er det ikke så sært, at Kristian Gades organisatoriske virke har været ualmindeligt omfattende med poster mange steder i det landbrugspolitiske system. Han nævnte den talemåde, der slår fast, at hvis man skal have løst en opgave, så så skal man give den til en, der allerede har meget at lave, og det forklarer ifølge Merrild, hvorfor Kristian Gade har haft så mange poster.

Kristian Gade har åbenlyst overkommet meget, og han er da også kendt for at stå tidligt op og arbejde med stor flid, fremgik det af mange taler.

Visionær og modig

Flere fremhævede, at Kristian Gade forlader formandsposten i en forening, der står knivskarpt. Og det blev fremhævet, at foreningen har en usædvanlig høj medlemstilslutning i Holstebro-Struer landboforenings område. Der blev nævnt en medlemsprocent på 93 i Struer og 87 i Holstebro.

Det relativt høje medlemstal er øjensynligt kun faldet fem procent i de seneste 10 år, og det blev fremhævet som usædvanligt, fordi strukturudviklingen naturligt reducerer antallet af landbrugsbedrifter med cirka fire procent om året.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-7
Blandt de mange, som hyldede Kristian Gade, var Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard. Foto: Rasmus Dalsgaard.

Kristian Gades rolle i tilblivelsen af Sagro blev også fremhævet som en af hans store fortjenester, som gav ham skudsmålet visionær og modig.

Men han efterlader også en uløst opgave til sin afløser, Anders Nørgaard.

Mange pegede nemlig på, at Kristian Gades kamp for fair vandpriser i foreningens dækningsområde, ikke var lykkedes trods en mangeårig indsats.

Samfundskontakt

En af de opgaver, som Kristian Gade personligt altid har prioriteret højt, er samfundskontakten, som i hans formandstid også har været højt prioriteret i foreningen, blandt andet med arrangementer, hvor landbruget rykker ind i byens centrum og møder byen og dens indbyggere.

Han sagde blandt andet afslutningsvist, at han mener, det er meget vigtigt at gøre omverdenen opmærksom på de værdier, landbruget giver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Interessen for samfundskontakten har også været medvirkende til, at det lykkedes at få ham til at forblive på posten som formand for Landsskuet, selv om han egentlig var indstillet på at trække sig helt ud af alt det landbrugsorganisatoriske arbejde.

Flyttet til byen

Kristian Gades farvel til sit landbrugspolitiske virke betyder ikke, at han har tænkt sig at læne sig tilbage og blot nyde sit otium.

I forbindelse med et påbegyndt generationsskifte hjemme på bedriften, har han valgt at flytte ind til byen.

Og efter at været flyttet tilbage til Holstebro, har der allerede være bud efter ham til nye opgaver.

Han er således blevet valgt som byrådskandidat for Venstre, og han har allerede haft debut i den funktion, idet han for kun en uge siden talte på Venstres lokale generalforsamling.