Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Minister skal svare på diesel-spørgsmål fra skatteudvalg
Skatte- og afgiftsudvalget i Folketinget har bedt skatteminister Rasmus Stoklund (S) forholde sig til sagen om Skattestyrelsens nye praksis med at nægte maskinstationer afgiftsrefusion som hidtil.
Det er folketingsmedlemmerne Hans Kristian Skibby (DD) og Preben Bang Henriksen (V), som begge igennem udvalget har rejst sagen med forskellige spørgsmål til ministeren.
Begge Folketingsmedlemmer henviser til Maskinbladets dækning af sagen.
Hurtigt indgreb
Hans Kristian Skibby benytter blandt andet spørgsmålene til at bede ministeren redegøre for, hvilken hjemmel Skattestyrelsen har til at opkræve afgift med tre års tilbagevirkende kraft, og han opfordrer ministeren til hurtig indgriben ved straks at rette lovgivningen til, så maskinstationerne spares for det bøvl, som der er lagt op til i forbindelse med indhentning af bindende svar fra Skattestyrelsen og Skatterådet.
Udvalgsspørgsmålene lyder: "Vil ministeren kommentere artiklen "Skattestyrelsen: Landmænds kørsel til egen mark godtgøres som udgangspunkt", Maskinbladet, den 11. marts 2025, herunder besvare følgende spørgsmål: - Hvorfor er der tilsyneladende modstridende forklaringer i hvilke aktiviteter, der kan gives refusion af motorbrændstof for? - Er det korrekt, at maskinstationer skal betale afgift for diesel brugt på landevejen med tre års tilbagevirkende kraft, og hvilken hjemmel er der i givet fald til at opkræve dieselafgifter med tilbagevirkende kraft? - Vil ministeren rette lovgivningen til allerede nu, så brancheforeninger ikke skal bøvle med at indsende anmodning om et bindende svar fra Skattestyrelsen, som senere skal forelægges Skatterådet, for at få klarhed over hvad der er op og ned?"
Efterlyser kommentarer
Preben Bang Henriksen udruller hele Maskinbladets afdækning af sagen i det udvalgsspørgsmål, han har formuleret, og han beder ganske enkelt skatteministeren om at kommentere hele sagskomplekset.
"Vil ministeren kommentere på henvendelsen jf. SAU alm. del - bilag 164, og vil ministeren endvidere kommentere på artiklerne: "Maskinstationer skal betale afgift for diesel brugt på landevejen - med tre års tilbagevirkende kraft", Maskinbladet.dk, den 11. marts 2025, "DM&E om Skattestyrelsens nye dieselpraksis:-Det er jo fuldstændig galimatias", Maskinbladet.dk, den 11. marts 2025, "Skattestyrelsen: Landmænds kørsel til egen mark godtgøres som udgangspunkt", Maskinbladet.dk, den 11. marts 2025 og "Det er grundlæggende forkert, når Skattestyrelsen anfører, at landbrugsdiesel brugt på landevejen, ikke er fritaget for afgifter, mener en moms- og afgiftsekspert", Maskinbladet.dk, den 11. marts 2025?"
Den henvendelse til udvalget, som Preben Bang Henriksen henviser til ud over de mange artikler i Maskinbladet, er en henvendelse fra Brancheforeningen Danske Maskinstationer & Entreprenører, DM&E om sagen.
Skatteminister Rasmus Stoklund har endnu ikke besvaret spørgsmålene fra Skatte- og Afgiftsudvalget, og han skal også forholde sig til flere såkaldte paragraf 20 spørgsmål om sagen fra folketingsmedlem Carl Andersen (LA).