Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Tidligere partiformand betaler erstatning til griseproducent for ulovlig indtrængning
Det sidste punktum i en lang sag, der har stået på siden 2019, er nu sat hos Griseproducent Jørgen Kjørup i Stubbekøbing. Det skriver Landbrug & Fødevarer, der har ført sagen.
Sagen omhandler ulovlig indtrængning i maj 2019, hvor tre personer brød ind i staldene for at filme grisene. Optagelserne blev senere lagt op på sociale medier.
Det påførte Jørgen Kjørup et tab på mere end 450.000 kroner, da grisene mistede deres sundhedsstatus, og der skulle betales for dyrlægeanalyser. Der var og er ikke kritisable forhold på bedriften.
Landbrug & Fødevarer har ført sagen som principsag med krav om erstatning, og der er tidligere indgået forlig med de to andre aktivister.
Som den sidste af de tre har Henrik Vindfeldt, tidligere formand for Veganerpartiet, nu anerkendt sit ansvar for den ulovlige indtrængen og betalt 75.000 kroner til Jørgen Kjørup som led i et forlig.
Sagens hovedperson, griseproducent Jørgen Kjørup, er tilfreds med, at sagen nu er afsluttet, og at de indtrængende tager deres ansvar på sig.
- Det har været en lang proces, og både jeg og griseproduktionen i almindelighed har måttet lægge ører til meget. Jeg ser de tre aktivisters anerkendelse af ansvar som en oprejsning for både mig selv og mine kolleger og håber´, at alle nu kan komme videre. Det er et resultat, som jeg kun er kommet i mål med på grund af den store hjælp, jeg har fået fra Landbrug & Fødevarer og fra advokat Lise Høgh, siger Jørgen Kjørup.
Også hos formanden for L&F Gris er der tilfredshed.
- Det er jo helt grundlæggende, at man selvfølgelig ikke kan trænge ind og filme på privat ejendom og dele materialet. Det er jeg glad for, at alle tre aktivister også anerkender som del af forliget. Vi står som griseproducenter med udfordringer og omkostninger i forhold til smittebeskyttelse, og dem skal vi selvfølgelig ikke selv afholde, når nogle trodser reglerne for at lave aktivisme, siger H.C. Gæmelke, formand for L&F Gris.
Han glæder sig over, at det nu er slået fast, at man ikke som led i aktivisme kan trænge ind på privat ejendom.
Charlotte Bigum Lynæs, områdedirektør for Jura, Erhvervsjura og Fonde i Landbrug & Fødevarer, fortæller, hvorfor man har valgt at indgå forlig.
- L&F har valgt at indgå forlig med alle de tre aktivister, der erkender deres fulde ansvar i sagen. Det er vores vurdering, at sagen kunne vindes i retten, og den proces var meget langt fremme, tæt på hovedforhandling. Når vi alligevel indgår forlig nu også med den sidste sagsøgte, er det udelukkende for at sikre betaling til medlemmet. Det ville være ærgerligt at stå med en sejr i form af en dom, der muligvis ikke er midler til at opfylde fra vores modpart, siger hun.
Hun understreger, at det principielle i sagen er, at det har en juridisk pris at gå ind i en bedrift, også selvom man ikke kender SPF-systemet.
- Det er privat ejendom, og man har intet ærinde der uden en aftale, fastslår hun.
Veganerpartiet er siden sagen blevet en del af Alternativet.