Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Stefan blev kaldt hjem midt i en opgave og fik 10.000 kroner for at gå forrest
Stefan Fritz Koch var ganske uforstående over, at hans arbejdsgiver hos Jørlunde Maskinforretning ville have ham til at køre hjem fra en opgave, som han ikke var færdig med.
Det skal han heller ikke normalt, men forleden var der en særlig anledning, der krævede at han forlod arbejdet midt i det hele, det skriver Dansk Maskinhandlerforening i en pressemeddelelse.
Dansk Maskinhandlerforening var nemlig taget til Jørlunde for at overraske Stefan Fritz Koch med Dansk Maskinhandlerforenings jubilæumslegat, som han får for under hele sit uddannelsesforløb at udføre alle opgaver med entusiasme og glæde.
I indstillingen fra Jørlunde Maskinforretning står der blandt andet:
"Både på skolen, hjemme på værkstedet og ude hos kunderne repræsenterer Stefan branchen med en professionalisme og troværdighed langt over det forventede. Han har et højt fagligt niveau og en bred viden og tager initiativ til at løse selv de sværeste opgaver - også opgaver hvor andre har givet op. Derudover slutter Stefan sin uddannelse af med et flot 12-tal i sin svendeprøve. Vi synes, at Stefan er et forbillede for hele branchen."

Istandsætter gamle maskiner
Når Stefan Fritz Koch ikke skruer for Jørlunde Maskinforretning, går tiden blandt andet med at istandsætte gamle maskiner. Og når man går rundt på maskinforretningens område, står der mange af hans indkøb rundt omkring.
- Jeg tror, jeg har krammet på Stefan, så han ikke skifter arbejdsplads lige foreløbig, for hvor skal han så gøre af alle sine maskiner, spørger værkstedsleder Allan Jensen Asmussen.
Blandt andet står der en Komatsu minigraver, som Stefan Fritz Koch har købt defekt, som skal have en kærlig hånd. Der er også en Bobcat, som skal have ny motor, som skal laves ud af nogle andre brugte motorer og en Kioti kompakttraktor, som også skal have lavet nogle småting og så sælges videre.

Men hovedprojektet er en Volvo T810, som har fået totalrenoveret motoren, der er trukket nye ledninger på hele maskinen, og den er i gang med at blive malet.
- Jeg har nok brugt de fleste weekender i et års tid på Volvo´en. Jeg glæder mig til at blive færdig med den. Jeg kan da godt køre sur i det nogle gange, men fordi jeg bor lige ved siden af, så har jeg nem adgang til at gå lidt til og fra. Men man skal bestemt ikke regne timelønnen ud i forhold til den tid jeg har brugt. Jeg gør det, fordi jeg godt kan li det, siger Stefan Fritz Koch, som også har lidt forskellige maskiner stående hos sine forældre.
De er dog ikke til videresalg, men til at beholde.
- Jeg har en Nuffield DM4 Universal, som er skilt fuldstændig og malet om og en gammel Opel Kadet fra 77, hvor motoren skal renoveres, og der skal laves lidt rust og pletmales. Derudover har jeg sammen med mine forældre en Citroen fra 1933, fortæller han.
Derfor de 10.000 kroner, som følger med legatet, også hurtigt brugt i maskinerne, mener han.
Frirum på to hjul
I den fritid, som er tilbage mellem arbejdet hos maskinforretningen og alt skruearbejdet i sine egne maskiner, bruger Stefan Fritz Koch på motorcyklen. I hvert fald så snart vejret er til det.
- Det er befriende og afslappende og et frirum for mig at køre afsted selv, men jeg synes da også, det er hyggeligt at køre ture med gode kammerater, fortæller han.
Når man spørger ind til hans fremtidsplaner, så er svaret også klart:
- Jeg vil gerne have et hus på et tidspunkt, men jeg planlægger nok ikke så meget, jeg tager det bare dag for dag. Men jeg bliver nok ved med at skrue på forskellige ting, så er jeg jo godt beskæftiget, siger legatmodtageren.