Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fjordland debatterer en verden helt uden køer
Fjordland inviterer til en temaaften med køernes fremtid i fokus. Det sker med visning af dokumentarfilmen World Without Cows, der er produceret af Alltech, og det foregår på Morsø Landbrugsskole med efterfølgende debat.
Filmen undersøger både de positive og negative aspekter ved kvægproduktion, og med en opfølgende debat vil vi diskutere koens rolle for klima, samfund og økosystemer i en lokal kontekst, skriver Fjordland i en pressemeddelelse.
Fjordland byder alle medlemmer, kunder og øvrige kvæginteresserede velkommen til en aften, hvor vi gennem dokumentarfilmen World Without Cows får indsigt i, hvilken rolle kvægproduktion spiller på globalt plan, og hvordan det er relevant for os, der holder til her i Fjordlandsområdet.
Koen som klimasynder
Udviklingschef og afdelingsleder for Kvæg, Torsten Gruhn, har taget initiativ til arrangementet:
- World Without Cows er ikke bare en film. Det er en undersøgende dokumentar, som er med til at sætte fokus på, hvordan kvæg påvirker både vores daglige liv og fremtid, og hvorfor koen ikke bare er en klimasynder, som planeten helst var foruden, siger Torsten Gruhn.
Udover visningen af filmen lægger L&F Kvægs formand Christian Lund og sektordirektør Ida Storm også vejen forbi.
De vil komme omkring en række af de aktuelle udfordringer og muligheder, som dansk kvægbrug står med, og fortælle om hvordan sektorens nye strategi arbejder med dem. Og så glæder de sig også til at se filmen og deltage i debatten bagefter.
Koens rolle i klimaet
Filmen World Without Cows undersøger koens betydning for både mennesker og økosystemer, men filmen sætter også fokus på de muligheder, der ligger i kvægproduktion, som klimadebatten ofte ikke får med. Holdet bag dokumentaren undersøger, hvordan dyret påvirker jorden og samfund rundt om i verden - både økonomisk, ernæringsmæssigt og kulturelt.
I Fjordland ser man frem til at give deltagerne mulighed for at få nyt perspektiv og udsyn til koens rolle:
- Det er vigtigt, at vi ser på begge sider af mønten. Hvis vi kun fokuserer på de negative aspekter ved kvæg, risikerer vi at overse de muligheder og løsninger, der faktisk kan være til gavn for både os og miljøet, siger Torsten Gruhn.
En aften med læring og fællesskab
Udover filmen vil der være mulighed for at tale med aktører fra både landbrug og miljøområdet. Der vil blive lagt op til debat om koens fremtid herhjemme i lyset af klimalovgivning, grøn trepart og ikke mindst de markante forandringer, den bringer med sig i det danske landskab.
- Vi glæder os til en aften, hvor vi sammen kan udforske de komplekse spørgsmål omkring kvæg og klima. Her på egnen ser vi jo koen som en del af vores kulturarv i det danske landskab, og det ser vi gerne, at den også er fremadrettet. Så det her er en mulighed for at dykke ned i og starte en samtale om, hvordan vi kan balancere både økonomiske, klima- og miljømæssige hensyn - især i forhold til grøn trepart, arealanvendelse og plads til biodiversitet her i Fjordlandsområdet, siger Torsten Gruhn.
Filmen vises onsdag den 26. marts fra klokken 17.00 på Morsø Landbrugsskole, Nykøbing Mors.