Hvis der skulle være fejl eller mangler i ens ansættelseskontrakter, kan man risikere bøder og i yderste konsekvens at blive trukket i landbrugsstøtte.

Dertil behøver det dog ikke nå, for man kan gøre meget for at undgå fejl i kontrakterne. bare man gør det i tide, fastslår Vinni Rosenvold, løn- og HR-rådgiver i Velas i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser desværre en del ansættelseskontrakter med fejl, og som ikke opfylder lovgivningen. De ting, som giver anledning til problemer, kunne have været undgået, hvis de var taget i opløbet, fortæller Vinni Rosenvold.

Løn- og HR-rådgiverne i Velas oplever sommetider, at landmændene i rollen som arbejdsgivere skriver under på en ansættelseskontrakt eller en elevaftale uden at få den gennemlæst grundigt.

- Mange henvender sig først, når det er for sent, og der er opstået en konflikt mellem arbejdsgiveren og medarbejderen. Men så er det meget sværere at gøre noget ved i forhold til, hvis arbejdsgiveren havde opsøgt rådgivning inden, supplerer Jeanette Myntman, som også er løn- og HR-rådgiver i Velas.

Få styr på nye regler - og undgå træk i landbrugsstøtten
Se også:

Få styr på nye regler - og undgå træk i landbrugsstøtten

Her opstår fejlene

De to rådgivere har i de mange ansættelseskontrakter, som de gennem årene har gennemgået, set forskellige typer af fejl. De har set eksempler på, at indbetalinger til fritvalgskonto er skrevet ind som feriepenge.

Ligeledes har de set eksempler på kontrakter, hvor der ikke er taget stilling til for eksempel sygdom og barsel. Mange er heller ikke opmærksomme på, at der er forskel på reglerne i forhold til, om det er elever, udenlandske praktikanter eller månedslønnede, man har ansat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desuden har de set eksempler på ansættelseskontrakter, som er så fejlbehæftede, at de faktisk slet ikke er lovlige.

- Konsekvensen ved fejl i ansættelseskontrakter kan munde ud i fagforeningssager, og en fejl i en ansættelseskontrakt kan som minimum resultere i en bøde på 5.000-10.000 kroner. Er der flere og grovere fejl, stiger bøden, og den kan i yderste konsekvens være op til 20 ugers løn, siger Jeanette Myntman.

I værste tilfælde kan man som landmand endda blive trukket i landbrugsstøtte eller miste retten til at have elever.

- Rækker man først ud, når det er gået galt, er det sværere at gøre noget, end hvis man sørger for at få gode råd, inden man ansætter, siger Vinni Rosenvold.

Rod i ansættelser giver træk i landbrugsstøtten fra nytår
Se også:

Rod i ansættelser giver træk i landbrugsstøtten fra nytår

Stil spørgsmål

Hvis man vil sikre sig, at man ikke havner i en situation, hvor fagforeningen banker på døren, eller hvor man skal betale en stor bøde, er rådgivernes bedste råd, at man griber knoglen, inden man ansætter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Faktisk er der blot ét spørgsmål, man skal stille, mener de.

- "Jeg har tænkt mig at ansætte den her medarbejder - hvad skal jeg lige være opmærksom på?" Det spørgsmål i sig selv kan afhjælpe en hel masse problematikker. Der er et hav af regler, du skal sætte dig ind, hvis du vil være sikker på, at du lever op til lovgivningen. Hvis ikke du vil bruge din energi på at sætte dig ind i reglerne, kan du opsøge rådgivning. Og her er det allervigtigste budskab, at du skal række ud, inden det er for sent, og inden du skriver under på noget. Jo tidligere du opsøger rådgivning, jo nemmere kan vi hjælpe dig, siger Vinni Rosenvold.