Abonnementsartikel
Agco Corporation udvikler i øjeblikket på en finsnitter, og virksomhedens administrerende direktør, Martin Richenhagen, nævner mejetærskerfabrikken Randers som et eventuelt produktionssted for finsnitteren
Der har før været produceret finsnittere i Dronningborg øst for Randers, og ifølge Agco`s topchef Martin Richenhagen, er det ikke utænkeligt, at der skal stå Made in Denmark på koncernens nye finsnitter.
- Vi har endnu ikke lagt os fast på, hvor finsnitteren skal produceres, men med dygtige medarbejdere er Randers da absolut en mulighed, sagde Martin Richenhagen ved afslutningen af et ugelangt arrangement, der markerede, at det i år er 50 år siden, at Massey Ferguson blev grundlagt.
Direktøren kan endnu ikke sige, hvornår finsnitteren går i produktion, og det er endnu ikke besluttet under hvilket brand snitteren skal markedsføres.
- Umiddelbart vil jeg tro, at vi markedsfører snittere under forskellige brands, der vil afhænge af, hvor i verden vi befinder os, fortæller Richard Markwell, administrerende direktør for Massey Ferguson i Europa, Afrika og Mellemøsten.
Når direktøren taler om forskellige brands, kan der blandt andet være tale om Massey Ferguson, Fendt, Valtra og Challenger, som alle er mærker under Agco.
Bioenergi kræver maskiner
I en periode hvor Agco har forrygende travlt med at udvikle nye mejetærsker, kan det undre, at koncernen kaster sig over noget så resursekrævende, som at udvikle en finsnitter.
- Hovedårsagen til at vi gik i gang med at udvikle finsnitteren, er den voldsomme fokus på bioenergi, som vil medføre, at efterspørgslen på finsnittere vil stige dramatisk, siger Richard Markwell.
- Vi arbejder konstant på at udvikle og udvide vort forretningsområde, og det sker dels gennem organisk vækst og dels gennem opkøb. Derfor er det også naturligt, at vi udvikler en finsnitter som supplement til vore traktorer og mejetærskere. Også redskabssiden ønsker vi at gøre noget mere ved, og holder derfor øje med hvordan markedet udvikler sig, og hvad der tilbyder sig.
- Agco er inde i en positiv udvikling, og økonomisk har virksomheden aldrig været stærkere, tilføjer Martin Richenhagen.
Agco har netop offentliggjort regnskabet for første kvartal 2008, og med et resultat på 301 millioner kroner, har Agco mere end at fordoble resultatet i forhold til året føre.