Det går i et adstadigt tempo, når den store kædegraver skærer sig igennem jorden og lægger grus og 100 millimeter plastikrør i jorden.
- Vi kører meget langsomt. På en god dag kan vi nå to kilometer, men normalt er det 5-600 meter om dagen. Derudover kommer al forarbejdet, siger Kasper Bak, der har kørt på et af drænholdene i fem år hos SM Entreprenørfirma, der holder til ved Roslev på halvøen Salling.