Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fem ting at have styr på inden marksæsonen
Foråret nærmer sig, og snart bliver der travlt i marken. Derfor har Christian Rabølle, der er maskinkonsulent hos Vkst sat sig ned og lavet en liste med fem gode råd til at optimere markarbejdet inden det går løs, det skriver Vkst i en pressemeddelelse.
1. Fæld jorden, bevar fugtigheden
Hvis man har vinterpløjet lerjord, kan det stadig give mening at fælde den. Udtrykket "fældning" stammer fra en tid, hvor den vinterpløjede jord skulle harves øverligt, inden den tørrede for meget ud.
Hvis man fælder din vinterpløjede lerjord, skal man huske at bevare fugtigheden. I et tørt forår er det risikabelt at harve jorden mange dage før, såmaskinen kommer. Er det derimod et vådt forår, bør de tungeste maskiner vente længere.
For at skåne jorden anbefaler Christian Rabølle, at man bruger en let traktor med tvillinghjul, lavt dæktryk og en såbedsharve - frem for en stor traktor med en tung tallerkenharve.
På mildere jord under JB6 er det bedst, hvis man lader jorden ligge urørt, indtil umiddelbart før såmaskinen kommer. På den måde sikres placeringen af kernerne og især udlægsfrø i fugtig jord, og man får en ensartet og god fremspiring.
2. Sænk dæktrykket
Det er en god idet at kende det minimale dæktryk for sine dæk, peger rådgiveren på. Det kan nemlig give bedre trækkraft, lavere brændstofforbrug og mindre skadelig jordpakning.
Det minimale dæktryk står i den belastningstabel, som alle dæk har. Tabellen viser, hvor langt man kan gå ned i dæktryk i forhold til den givne hjullast. Mange nye VF-dæk tåler dæktryk ned til 0,6 bar med begrænset belastning. Tvillinghjul kører typisk med 0,8 bar i hvert hjul, skriver rådgiveren.
3. Planlæg gødning
NPK-gødning bør helst placeres ved såning af vårsæd, men det kan være tidskrævende. Selv nye, dyre såmaskiner med samsåning af såsæd og gødning kan have svært ved at håndtere stor dosering af gødning samtidig med såsæden. Det kan betyde lav hastighed og risiko for stoppede slanger, mener rådgiveren.
Derfor kan det ifølge ham være en god idé at planlægge efter at samså eller placere cirka 50 procent af NPK-gødningen ved såning og bredsprede resten - gerne før såning. Husk, at vårsæd skal sås senest 10 døgn efter, at at kan begynde at så.
4. Spar på brændstoffet
Dieselpriserne er stigende, og da cirka 1 krone pr. liter af afgifterne ikke refunderes, vil mange have en nettopris på 6-7 koner pr. liter i brændstof.
Nye traktorer tilpasser selv motoromdrejningerne til belastningen, men mange ældre traktorer gør ikke. Hvis man kører med en ældre traktor, kan man spare brændstof ved at vælge et højere gear, så motoromdrejningerne sænkes til 200-300 omdrejninger/minut.
Husker man også at slukke traktoren, når man holder i tomgang, er der penge at hente. Data fra traktorcomputere afslører, at traktorer i gennemsnit holder i tomgang cirka 30 procent af tiden!
5. Registrér markopgaver - og spar tid
Digitale markstyringsprogrammer som Farmtracking og Næsgaard Mobile gør det nemt at registrere dine markopgaver løbende - og det kan spare tid.
Husk at være opmærksom på afstandskravene til de enkelte pesticider, så det rigtige behandlede areal noteres korrekt. Læs etiketten først, minder Christian Rabølle om.
Et godt tip er at forberede sig før travlheden ved at måle arealet i de sprøjtefrie kanter op, så sprøjteføreren let og hurtigt kan notere det rigtige areal for hver sprøjtning.
Er der oprettet GPS-markgrænser? Så kan man lave kopier, hvor markgrænsen er flyttet 2, 5 og 10 meter. Når man efterfølgende vælger den rette kopi af GPS-kortet med det aktuelle afstandskrav til den pågældende sprøjtning, sørger sektionskontrollen automatisk for at lukke sprøjten de rigtige steder i marken.