Det er et stærkt regnskab, som rådgivningsvirksomheden Velas netop har offentliggjort for 2024. Omsætningen endt på 371,3 millioner kroner i 2024, hvilket er 25,3 millioner kroner mere end året forinden, hvor omsætningen endte på 346 millioner kroner.

Tilsvarende ender resultatet for året på 9,4 millioner kroner i 2024 imod 5,1 millioner kroner i 2023.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg og resten af bestyrelsen er mere end tilfredse med den præstation, de dygtige medarbejdere har leveret i 2024. Vi har med den nye strategi sat en ny, fælles retning for Velas, der skal komme vores mange landmandskunder til gode, og det ser vi tydeligt resultatet af her. Der er tilvækst af nye kunder og en stigende omsætning, og det er en flot præstation i dagens Danmark, hvor andelen af landmænd falder, siger Nis Kristian Hjort, bestyrelsesformand i Velas i en pressemeddelelse.

Velas leverer millionoverskud trods store investeringer
Se også:

Velas leverer millionoverskud trods store investeringer

Store investeringer

Velas lancerede midt i 2023 en ny strategi, som skal guide virksomheden frem til 2027, og det er ifølge rådgivningsvirksomheden selv det, som man nu mærker i regnskabet.

Blandt andet blev der investeret markant i flere medarbejdere i efteråret 2023, ligesom der i løbet af året blev sat skub i en ny organisering i en række afdelinger. Foruden etableringen af en ny Kundeafdeling blev der også oprettet og rekrutteret ind i en ny faglig afdeling, Bæredygtighed og Arealanvendelse, som skal sikre, at landmændene får truffet de rigtige strategiske beslutninger, der sikrer deres bedrifter i de kommende år.

- Vi kan også se, at vores rådgivning rammer noget helt essentielt hos kunderne i øjeblikket. De søger ikke bare viden - de søger et tættere samarbejde med os, og det leverer vi på. Og vi kan se, at det udmønter sig i mere engagerede kunder, der vil Velas i højere grad end tidligere. Det er jeg ovenud tilfreds med, siger Jacob Christiansen, administrerende direktør i Velas, og tilføjer, at der er kommet mere end 800 nye kunder til i løbet af året, heraf mere end 150 regnskabskunder.

Ingen omsætningsmål

Foruden at have økonomisk fremgang, så er der også fremgang på medarbejdersiden. I kølvandet på strategien har Velas lavet en række interne ændringer, der har haft stor effekt på medarbejdernes hverdag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tidligere har Velas - som stort set alle andre rådgivningsvirksomheder - haft individuelle omsætningsmål for de enkelte medarbejdere. Men de personlige omsætningsbudgetter er afskaffet i Velas, og i stedet måles der nu på fællesskabets og de enkelte produkters præstation.

- Vi lever af at rådgive vores kunder, men vi lever ikke af at have omsætningsmål for den enkelte, som styres af et enkelt nøgletal. I stedet for at måle på den enkeltes performance, så måler vi nu på Velas, afdelingen, teamet og slutteligt den enkelte rådgiver - i den rækkefølge. Det giver en helt anden dynamik, som ultimativt set kommer kunderne til gode, siger Jacob Christiansen, der også kan notere sig, at medarbejderengagementet er vokset markant siden den nye strategi blev lanceret.

Intercount gør kontorarbejdet nemmere
Se også:

Intercount gør kontorarbejdet nemmere

Udlodder overskuddet

Sædvanen tro udlodder Velas også i år sit overskud til de ni ejerforeninger bag den fælles rådgivningsvirksomhed.

Udlodningen bruges til at fortsætte det lokale landbrugspolitiske arbejde i de ni foreninger, og i år udloddes hele overskuddet til ejerforeningerne bag.