Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Særligt en maskine trækker mange blikke hos S.D. Kjærsgaard
Ganske vist blev den nye Case IH AF9 mejetærsker først officielt lanceret til Eima sidste år, men hos S.D. Kjærsgaard har man haft øjnene på den længe. Blandt andet ved at smugkigge, da den kørte test på Fyn sidste sommer.
- Der findes fem i Europa og denne ene i Danmark, så det er ret unikt, at vi har den til at vise frem, fortæller Peter Møller, Case IH-sælger hos S.D.Kjærsgaard.

Sammen med resten af sine kolleger er han i fuld gang med to dages åbent hus i domicilet ved Ringsted. I det store showroom fylder den nye mejetærsker godt op blandt traktorer og teleskoplæssere.
- Maskinen er allerede solgt til en kunde på Falster, og den skal høste til sommer, men vi kan lige nå at lave kurser for servicefolkene fra alle landets Case IH-forhandlere, fortæller Peter Møller, der har glædet sig til at vise den nye maskine frem.
- Det er en maskine, vi forventer rigtig meget af. Vi har ventet i lang tid på, at der skulle komme en opgradering, siger Peter Møller.
Nyt, nyt, nyt
Overordnet har Case IH omtrent 15 procent af det danske mejetærskermarked, der består af cirka 70 procent rotormaskiner og 30 procent rystermaskiner. Case IH har ikke en rystermejetærsker i programmet.

Den tidligere Axial Flow-generation stammer tilbage fra 2004 og er siden opgraderet et utal af gange.
Nu er den amerikanske producent gået i gang med en helt ny platform.
- I opbygningen af den her maskine er man startet med et helt blankt stykke papir. Det eneste, den har til fælles med sin forgænger er farven og det faktum, at det er en enkeltrotormaskine. Alt andet er nyt lige fra sluget til radarstyringen i bagenden, forklarer Peter Møller, der især fremhæver tre ting, når han præsenterer den nye maskine for de nysgerrige gæster til åbent hus.
- Noget af det fedeste er soldkassen på 8,8 kvadratmeter. Det er meget stort og helt unikt. Så vil jeg sige, at den måde maskinen håndterer halm på er meget spændende. Både snittet og når vi lægger halm af. Den laver en meget fin snitning og spredning i fuld bredde. Det jeg så, den smed ud sidste år var bare i orden og lå i det fineste jævne lag på marken, siger Peter Møller.
Hvad er så den tredje ting?
- Det vil jeg sige er, det her med, at udskilningsarealet er fordoblet. Maskinen kan udskille meget mere af afgrøden. Der er meget lidt rotorspild, siger Peter Møller.
Åben Maskinvej hos S.D. Kjærsgaard, og hos de seks andre maskinforretninger ved Ringsted, finder sted fredag fra 10-17 og lørdag fra 10-15.