Snart er det forår, og temperaturen stiger - også i landets grisestalde. Men inden da stilles der krav om at bruge grisestaldenes overbrusningsanlæg med passende varighed og frekvens.
Tiltaget, der træder i kraft 1. marts, stammer fra dyrevelfærdsaftalen "Sammen om dyrene" og er et af flere tiltag, der skal løfte dyrevelfærden for grise, det meddeler ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Indtil nu har der været krav om at have et overbrusningsanlæg i stalde, hvor grisene går i løse grupper. Der har dog ikke været krav om at anvende anlægget, men det ændrer de nye regler på.
Kravet er nu, at anlægget skal "anvendes med passende varighed og intervaller, så grisenes velfærd ikke kompromitteres."
Bedøvelse forud for kastration
Foruden regelmæssig overbrusning bliver der også indført krav om lokalbedøvelse forud for kastration af hangrise.
Kravet afløser den frivillige ordning, som gjorde det muligt at lokalbedøve pattegrise forud for kastration på betingelse af, at de har gennemført et kursus, som er godkendt af Fødevarestyrelsen.
- Vi har de senere år set for mange dybt kritisable billeder i medierne og rapporter om dyr, der ikke har det godt. Derfor er jeg glad for, at de her tiltag snart kommer ud i grisestaldene og gør en vigtig forskel for dyrene. Dyrevelfærd er en topprioritet for mig som minister - og et område, jeg har kæmpet for, lige siden jeg trådte ind i ministeriet første gang. Med implementeringen af tiltagene i dyrevelfærdsaftalen fra 2024 sikrer vi et markant løft af dyrevelfærden for både kæledyr og produktionsdyr. Det kommer også grisene til at mærke, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V) i en pressemeddelelse.

