Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
DBC Invest vil lave stor kapitaludvidelse og jagter ny investor
Danish Bio Commodities, DBC Invest, er i dag medejer af otte danske biogasanlæg med en samlet volumen på 100 millioner kubikmeter bionaturgas.
Samtidig har selskabet iværksat en række barmarksprojekter, der sammen med udvidelser på anlæggene i den nuværende portefølje, efter planen skal løfte den samlede volumen af bionaturgas indenfor DBC's handels- og investeringsportefølje til 300 millioner kubikmeter over de næste tre til fire år. Det skriver DBC Invest i en pressemeddelelse.
I sammenhæng med den udvidede produktion af bionaturgas vil der forventeligt ske fangst og lagring af cirka 300.000 tons biogen CO2 og salg af de tilhørende CDR-kreditter.
Udover de ovennævnte produktionsudvidelser arbejder DBC Invest blandt andet også på at videreudvikle synergier på de eksisterende anlæg i form af teknologi til CO2-fangst samt græsprotein- og pyrolyseanlæg.
Intet af det er dog gratis, og den forventede pris på anlægsinvesteringerne samt opkøb af yderligere ejerandele i eksisterende anlæg forventes at kræve mindst fire milliarder gode, danske kroner i kapitalt for selskabet.
Derfor vil den nuværende ejerkreds bringe et nyt medlem ind i DBC-familien, der i dag består af Jysk Energi, Vestjyllands Andel, Dalgas og Langfristet Erhvervsfinansiering.
- Fra Jysk Energis side er vi rigtig glade for vores ejerskab i DBC, og vi har store forventninger til selskabets udviklingspotentiale og biogasmarkedet fremadrettet. Når vi alligevel søger en ny medinvestor, er det fordi DBC har en pipeline af nye anlæg, som skal udvikles fra bunden, samtidig med at det kræver store investeringer at udnytte det fulde potentiale i de eksisterende anlæg, forklarer Lars Naur, administrerende direktør i Jysk Energi og bestyrelsesformand i DBC Invest.
Værdier fra andelsbevægelsen
Fundamentet bag den nuværende ejerkreds i Danish Bio Commodities er et stort lokalt netværk, nære relationer til landbruget samt fokus på den grønne omstilling og lokal energi.
De store lokale virksomheder som står bag DBC-selskaberne i form af de andelsejede Vestjyllands Andel og Jysk Energi samt Dalgas, og deres dybe engagement i DBC Invest og Danish Bio Commodities, har ifølge selskabet selv været en medvirkende årsag til, at DBC bliver betragtet som en troværdig samarbejdspartner for de involverede landmænd.
- Det fyldte meget i vores valg af partner, at der står et andelsselskab bag DBC. Derfor er vi fra primærlandbrugets side også interesseret i, at en kommende finansiel partner vil bygge videre på det gode fundament, der er skabt. Hvor fokus er på, hvad vi kan give til hinanden med henblik på at sikre endnu større optimering imellem stald, bioenergi og mark, lyder det fra Karsten Willumsen, formand for Leverandør selskabet Ikast bioenergi Amba der er medejer i ét af DBC´s barmarksprojekter.
Han påpeger desuden, at tilførsel af kapital er en nødvendighed for at bringe projektet til næste step.
- Vi bliver hele tiden klogere i denne branche, som er under konstant udvikling, og hvor investeringsbehovet bliver større i takt med ambitionerne om at sikre en grønnere og mere ressource effektiv fødevareproduktion. Derfor giver det mening at bringe yderligere en investor med ombord, som samtidig forstår vores mindset og potentialet ift. at styrke samarbejdet imellem landbruget og bioenergisektoren yderligere, siger Karsten Willumsen.