Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Minister: Straffen for grove overtrædelser af dyrevelfærdsloven skal fordobles
Højere straffe, større bøder og bedre mulighed for at frakende retten til at holde dyr er blandt de tiltag, som en ny rapport om skærpede straffe i dyrevelfærdssager foreslår.
De anbefalinger er helt i tråd med regeringens ambitioner, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) i en pressemeddelelse.
- Vi har desværre set for mange dybt kritisable sager om dyremishandling, som jeg mener, vi er nødt til at sætte hårdere ind overfor. Derfor er jeg også glad for, at arbejdsgruppens anbefalinger ligger i tråd med mine ambitioner, siger ministeren og tilføjer:
- Mit mål er klart: Jeg mener, at vi skal fordoble straffen for de groveste overtrædelser af dyrevelfærdsloven og gøre det lettere at frakende retten til at holde dyr. Jeg ser nu frem til at tage fat på anbefalingerne og komme med forslag til videre drøftelse i aftalekredsen.
Rapporten er lavet af en arbejdsgruppe, som er et initiativ i dyrevelfærdsaftalen fra februar 2024.
Udnyt strafferammen
Blandt arbejdsgruppens anbefalinger er, at den eksisterende strafferamme udnyttes bedre i grove sager. En gennemgang af retspraksis på området viser nemlig, at strafferammen endnu ikke har været udnyttet til fulde.
- Efter arbejdsgruppens opfattelse er der således rum for at skærpe straffene inden for den eksisterende strafferamme - også for de mere alvorlige og forsætlige lovovertrædelser, skriver arbejdsgruppen.
Samtidig anbefaler arbejdsgruppen at bødestraffe i sager om gentagelsestilfælde af uforsvarlig behandling og grovere uforsvarlig behandling af dyr bliver skærpet. Det kan blandt andet ske ved et skema, der viser udgangspunkter for bødeniveauer, og som i højere grad tager højde for antallet af dyr, gentagelsestilfælde og flere forhold til samtidig pådømmelse. En mere udførlig bødemodel vil være en hensigtsmæssig måde at tilkendegive, hvad strafniveauet skal være i forskellige typetilfælde, og samtidig hæve bødeniveauerne for visse typetilfælde skriver arbejdsgruppen.
Også på transportområdet anbefaler arbejdsgruppen en bødemodel svarende til ovenstående.
Frankendelse første gang
Når det kommer til frakendelse af retten til at holde dyr, anbefaler arbejdsgruppen, at en betinget frakendelse kun skal bruges undtagelsesvist. Samtidig skal den betingede frakendelse kunne ske allerede ved førstegangstilfælde af uforsvarlig behandling af dyr, peger arbejdsgruppen på.
- Det kan for eksempel være i situationer, hvor der er tale om flere forhold om uforsvarlig behandling af (flere) dyr over en længere periode og med evt. mellemliggende kontrolbesøg, hvor der er givet pålæg/påbud, der ikke er efterkommet, skriver arbejdsgruppen.
Samtidig vil arbejdsgruppen gøre det muligt, at kunne fratage juridiske personer retten til at have dyr.