Med den grønne trepart har regeringen ikke den opbakning i landbruget, som den siger, den har. Det er postulatet fra Bæredygtigt Landbrugs formand Peter Kiær på foreningens generalforsamling på Bygholm Landbrugsskole.
I sin beretning peger formanden på, at Bæredygtigt Landbrug sammen med Landsforeningen af Danske Svineproducenter og LDM sammen har kørt en række kampagner med annoncer i store danske dagblade i det forgangne år.
- Her har vi sammenlignet de overgreb, vi danske landbrugsfamilier ser ind i med, at man får tyvstjålet sin parcelhus-baghave uden at få erstatning. Det er noget, som folk forstår, og det fik da også minister for grøn trepart til at Bruuse op i det røde felt. Samarbejdet med grise og køer har været fantastisk. Tak for det, og jeg håber, at det vil fortsætte, for sammen er vi stærkere. Uden samarbejde har vi nemlig tabt kampen på forhånd, siger Peter Kiær, inden han indkredser sin pointe.
Han citerer minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) for at sige, at den brede del af landbruget er for trepartsaftalen.
- Men nu er det altså bare sådan, at vores tre interesseorganisationer tilsammen udgør mere end 60 procent af det samlede dyrkningsareal. Så i virkeligheden kan man sige, at regeringen har lavet en aftale med en minoritet uden, at flertallet er blevet hørt, siger Peter Kiær.
Demodialog
Der har fra Bæredygtigt Landbrugs side også været dialog med andre dele af landbruget, som ligeledes er kritiske over for den grønne trepart.
Året er startet med traktordemonstrationer flere steder i landet under overskriften No Farmers, No Food, No Future, NOFFF, og dem har Peter Kiær og BL også været i dialog med.
- I er gode til at gøre opmærksom på, at den er helt gal i Danmark. Tak for det, Rene. Du og og din styregruppe, i gør det godt. Jeg var i øvrigt selv med i Ringsted, hvor var det flot. Det er meget prisværdigt det, I gør; lidt som frihedskæmperne, men bare helt lovligt. Lad os snakke meget mere sammen, og lad os se, om vi kan gøre noget sammen, siger Peter Kiær henvendt til Rene Spang Jørgensen, der er en del af styregruppen samt talsmand for den.
Formanden fremhæver dog også den svære balancegang, der er, når man søger indflydelse.
- Det er en super fin balancegang mellem at være fræk/aktivistisk uden at råbe så højt, at ingen gider høre på os. Den balancegang skal rammes, så vi fortsat kan få foretræde for udvalg, ordførere og ministre, der vil lytte til vores budskaber, siger han og tilføjer:
- Råber vi alt for højt, er der ingen, der lytter, og dørene bliver lukket. Min pointe er, at man skal være mange, der skal være sammenhold og et tydeligt budskab som vi er enige i. Både fiskere, vognmænd og os i landbruget. Det kan lyde super enkelt, men det er det bestemt ikke.
Det er dog centralt, at landbruget ikke kriges internt, selv om der rettes kritik på kryds og tværs mellem landbrugets organisationer, slår Peter Kiær fast.
- En ting som at hele landbruget står sammen, har jeg stadig til gode at se og så længe, at vi modarbejder hinanden, så vil det give næring til de venstreorienterede, der ikke ønsker dansk landbrug. De vil ovenikøbet kunne sige, at landbruget ikke kan eller vil noget godt for samfundet. De vil kun noget godt for sig selv.