Kære Bjarke Bjerg.
Lad os begynde med det, vi er enige om.
Ja, det ville være rigtig godt, hvis professorer holdt sig til at kommentere på de emner, de har en faglig viden om. Eller at medierne blot holdt op med at gøre dem til eksperter i alt mellem himmel og jord.
Jeg kunne også godt ønske, at der ikke med diverse meldinger i medierne bliver sået helt unødvendig tvivl om, at regeringspartierne og de øvrige parter i treparten er 100 procent forpligtet på trepartsaftalen.
Men det er jo - heldigvis - hverken udmeldinger fra enkeltstående folketingsmedlemmer eller kronikker fra professorer, der skal afholde os fra, at få trepartsaftalen realiseret. Der plejer nu også at skulle mere til at få Bæredygtigt Landbrug til at miste modet.
Jeg forstår og anerkender, at der er en nervøsitet for, hvad trepartsaftalen får af betydning. For erhvervet som helhed og for den enkelte landmand. Den nervøsitet og bekymring deler vi formentlig alle sammen.
For trepartsaftalen betyder markante forandringer.
Men den har ikke opfundet nye krav eller byrder over for erhvervet.
Den er tværtimod en måde at løse en række politiske krav, der er blevet stillet de seneste mange år.
Krav som på ingen måde har groet på vores mark. For eksempel klimalov og CO2-afgift på biologiske processer, vandplaner, biodiversitetskrav om mere beskyttet natur, planer om 250.000 hektar skov, 200.000 ha grundvandsparker og så videre. Listen er lang.
Havde vi ikke tænkt dem sammen, men overladt til venstrefløjen og forskere at løse dem hver for sig. Ja, så ville det helt sikkert være endt med politiske løsninger, der førte til gigantiske værditab og markant produktionsnedgang.
Argumentet om, at vi havde været bedre stillet ved at holde os langt væk fra forhandlingerne om vores egen fremtid, kan jeg ikke følge.
Lad os gå nogle år tilbage, og se, hvad der var på vej imod os.
Her så vi ind i et meget bredt politisk flertal for en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer. Tal på op til 1500 kroner pr. ton CO2e blev nævnt, uden bundfradrag og med et provenu, der ikke skulle føres tilbage til en klimaeffektiv udvikling af landbrugsproduktionen, men blandt andet bruges til at finansiere skovrejsning.
Det var der, vi var. Det var det, politikerne talte om og ville gennemføre. Der tegnede sig et stort politisk flertal for det.
Konsekvenserne for landbrug og landdistrikter ville være ødelæggende.
Indfasningsperiode
Treparten har sikret en afgiftsmodel, med en lavere sats, en indfasningsperiode, et solidt bundfradrag, og hvor vi som landmænd med brug af godkendte og økonomisk bæredygtige klimaløsninger kan minimere afgiften.
De hårde indsatskrav i vandplanerne eksisterer uden for trepartsaftalen, og er ikke en del af det L&F har været med til at beslutte. Men treparten siger vi bør løse den udfordring med arealomlægning som hovedmotor. Altså kollektive virkemidler udenfor dyrkningsfladen i stedet for mere regulering på marken. Det plejer L&F og BL at være enige om er den bedste vej frem.
Derudover har de øvrige parter nu accepteret, at vi på sigt skal have samme miljømål i vores åbne farvande som Sverige og Tyskland.
Hvis ikke trepartsaftalen havde været der, havde vi set ind i en fremtid med mere rigid kvælstofregulering, mere regulering på markfladen, endnu flere efterafgrødekrav, træk i kvælstofkvoterne og endnu mere af det ubærlige datotyranni. Senest har en række forskere foreslået en normreduktion af kvælstof på op til 30 procent i stedet for det, der er aftalt i treparten.
I stedet får vi nu et kursskifte i kvælstofindsatsen. Det har vi alle sammen efterlyst og arbejdet for i mange år. Ikke mindst Bæredygtigt Landbrug.
Er trepartsaftalen perfekt. Nej, det er den ikke. Sådan er det sjældent når man laver aftaler med andre. Men tilsammen efterlader det os samlet set et bedre sted, og centralt er, at der er kompensation eller erstatning for indsatsen.
Politisk virkelighed
Jeg deler fuldt og helt frustrationen, når landbruget bliver udsat for regulering, der ikke er fagligt belæg for.
Det er dyrt, ærgerligt og unødvendigt - og vi kæmper imod, med alt hvad vi har. Fagligt, politisk og juridisk.
Men den politiske virkelighed er også et grundvilkår. Uden trepartsaftalen så vi ind i høj CO2-afgift og at skruen ville blive strammet voldsomt på kvælstofreguleringen.
Det er realiteten, og derfor opfordrer vi også til at gå konstruktivt ind og bidrage til at forløse trepartsaftalen.
Vi følger processen fra dag til dag, og kommer selvfølgelig ikke til at acceptere, at mangel på ressourcer og sendrægtighed i forvaltningen kommer landmændene til skade, eller at manglende fremdrift hos myndighederne bliver brugt af populistiske politikere til at kritisere os.
Ingen skal være i tvivl om, at myndigheder og politikere bærer opgaven med at berede vejen.
