- Det har været et meget udfordrende år, siger Henning Haahr, koncerndirektør for Danish Agro i en kommentar til nøgletallene for selskabet, der offentliggøres i dag.
Det er især på de lavere høstudbytter, hvor selskabet er klart mest eksponeret, at nedgangen i tallene stammer fra. Dertil kommer et vigende salg i maskindivisionen og et højt renteniveau.
Danish Agro omsatte for 45,5 milliarder kroner i 2024, hvilket er en tilbagegang på 11 procent i forhold til 2023, hvor man omsatte for 51,2 milliarder kroner.
- For andet år i træk var høstudbyttet i koncernens markedsområder på et lavt niveau i 2024. Det har naturligvis en markant indvirkning på forretningens omsætning og indtjening. Herudover har salget af landbrugsmaskiner i Europa haft en markant opbremsning på tværs af alle varemærker og maskintyper, hvilket gjorde 2024 særdeles vanskeligt, siger Henning Haahr.

Selvom omsætningen samlet set går tilbage, så går divisionerne Special Feed og Food faktisk frem med henholdsvist otte og en procent.
Ikke tilfredse
På driften går Danish Agro tilbage fra 1,4 milliarder kroner i 2023 til 1,1 milliarder kroner sidste år. Resultatet før skat og minoriteter lander på 245 millioner kroner, 209 millioner efter skat, mens det samlede resultat efter minoritetsafregning lander negativt med et underskud på 46 millioner kroner.

- Årets resultat ligger under vores budget for året, og derfor kan vi ikke være tilfredse. Markedsvilkårene har gennem hele året været vanskelige og gjort det nødvendigt med et særligt fokus på at fastholde markedsandele og tilpasse omkostninger. Det arbejde fortsætter i 2025. Samtidig er det vigtigt at fremhæve, at koncernens forretningsområder igen demonstrerer, at de supplerer hinanden godt, og at den strukturelle udvikling er positiv, siger Henning Haahr.
Danish Agro er fortsat velpolstret med en egenkapital på lige under syv milliarder kroner. Balancesummen er stabil, og soliditetsgraden har fået et lille nøk opad til 32,9 procent.
- Det er meget tilfredsstillende, at det selv i et vanskeligt år er lykkedes at løfte soliditetsgraden. Det viser robusthed, og vi nærmer os dermed vores langsigtede mål om en soliditetsgrad på over 35 procent, siger Henning Haahr.

Som følge af det negative resultat udloddes der ikke overskud til ejerne af Danish Agro, der i de foregående fem år samlet har fået udloddet en halv milliard kroner.





