Lillie Li Valeur bliver en del af Arlas koncernledelse og rapporterer til CEO, Peder Tuborgh. Ændringen i ledelsen træder i kraft den 1. april 2025. Hun afløser Simon Stevens.
Lillie Li Valeur har siden 2022 stået i spidsen for Arlas forretning i Tyskland. Nu bliver hun en del af topledelsen i Arla. Lillie Li Valeur er gift med tidligere Arla-direktør Jais Valeur, der var direktør i Arla 15 år fra 2000-2015.
Simon Stevens, Executive Vice President for Arla International, har valgt at gå på pension efter 22 år hos Arla. Efter en flot karriere, der har været dedikeret til Arlas internationale forretning, træder Simon Stevens tilbage ved udgangen af marts, skriver Arla Foods i en pressemeddelelse.
- Jeg er dybt taknemmelig for Simon Stevens' dedikerede indsats og betydelige bidrag til Arla over de seneste mange år. Simons lederskab har haft afgørende betydning for, at vi har vækstet vores internationale forretning og styrket vores markedspositioner globalt, siger Peder Tuborgh, CEO for Arla Foods.
- Jeg er lige så glad for at kunne byde Lillie Li Valeur velkommen til Arlas koncernledelse. Lillies stærke resultater, ekspertise, drive og innovative tilgang vil uden tvivl løfte Arlas internationale forretning til nye højder, siger han.
Simon Stevens har sat et stort aftryk på Arla, siden han startede som salgsdirektør for Arla UK i 2002 og senere blev Arla UK's Senior Vice President for salg og marketing i 2004, hvor han var med til at bygge den britiske forretning op fra en omsætning på 400 millioner euro til tre milliarder euro.
I 2020 blev han leder for Arlas forretning i Mellemøsten og Nordafrika og leverede betydelig vækst for Arlas strategiske brands. Siden slutningen af 2020 har Simon Stevens accelereret væksten på Arlas internationale markeder og skabt vækst for vores globale brands og stærke produktkategorier. Simon Stevens siger følgende om sin beslutning:

Betydelig ledelseserfaring
Lillie Li Valeur har betydelig ledelseserfaring med i bagagen, når hun starter i sin nye rolle. I løbet af sine mere end 20 år hos Arla har hun været i flere forskellige nøgleroller, herunder 12 år i den internationale forretning, som hun nu kommer til at stå i spidsen for.
Hun var med til at vækste Arlas forretning i Kina og Sydøstasien ved at indgå vigtige strategiske partnerskaber og åbne regionale kontorer. Siden 2022 har Lillie Li Valeur stået i spidsen for Arlas forretning i Tyskland.
- Jeg er utroligt taknemmelig og glad for denne mulighed. Jeg har en stor passion for Arlas internationale forretning og ser meget frem til at accelerere den vækstrejse, som vores internationale forretning allerede er i fuld gang med. Sammen med vores strategiske partnere vil vi fokusere på at skabe langsigtet værdi. Jeg kommer selvfølgelig til at savne Arla Tyskland, og jeg er utroligt stolt af teamet og de flotte resultater, vi har opnået sammen, siger Lillie Li Valeur.
Rekrutteringen af Lillie Li Valeurs efterfølger er sat i gang.





