Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Knud Jeppesen: Ulovligt spildevandsjubilæum
Hvordan "fejrer" man, at det den 21. februar er to år siden jeg politianmeldte Kalundborg kommune og Kalundborg forsyning for en stor spildevandsforurening af Kærby Å?
Kærby Å løber gennem Kalundborg by og ender i Kalundborg havn/fjord. En forurening der blev opdaget i juli 2022 og var så slem, at to slamsugere måtte rense i åen i over en uge, men først hen i november 2022.
Ja, det er faktisk nemt nok at "fejre", for der er stadig ikke sket noget "gennembrud i sagen", som politimyndigheder plejer at sige, når de ikke kan finde synderen. Politiet bad ret hurtigt miljøstyrelsen (MST) og senere Ankestyrelsen (AS) om en kommentar til anmeldelserne.
Cirka et halvt år efter svarer MST politiet i en lang skrivelse, hvor alle tingene opremses, og at miljøbeskyttelseslovens § 27, § 28 - altså ingen tilladelse, §65, § 66, § 68, § 71 alle er overtrådt.
Så det burde føre til, at MST selv politianmeldte forsyningen samt et større bødeforlæg. For MST må sørme ikke gøre noget over for kommunen. Kommunen er fredet i den sammenhæng. Smart.
Sagen frafaldt
Da MST er bekendt med alle lovovertrædelser skriver de:
"På baggrund af det foreliggende, er der efter MST´s opfattelse ikke grundlag for politiets bistand". Så pakkede politiet sydhavsfrugterne ned og frafaldt sagen. Og de må heller ikke have en sag åben så længe, måtte jeg forstå.
Da Kalundborg forsyning over for MST havde lovet, at det overløbssted der var forureningssynderen skulle lukkes ned inden udgangen af marts 2023, og derfor så ikke behøvede en tilladelse, svarede MST som sædvanligt: "At så vil MST ikke foretage sig yderligt i sagen".
Altså straffrihed, hvis man bare efterfølgende lovliggør svineriet. Grotesk og forekommer ikke andre steder i samfundet. Prøv at spørge de forretninger, der får en sur smiley om, hvad straffrihed er?
Men har forsyningen så lukket for synderen - ja nu var det sådan, at de fandt ud af at den store mængde spildevand nok kom fra flere steder og de ville lave en "strategi for en Ren Kærby Å".
MST rykker for svar
Men MST hører intet og rykker for besked 7/2-23 om strategien -altså 14 dage før min politianmeldelse. Forsyningen svarer heller ikke denne gang, og MST rykker igen 6/7-23 for svar.
"Normal kutyme" for MST er, at da de ikke har ressourcer til at følge mere op, "glemmer" de sager der ikke er svaret på efter et halvt år. Jeg bad om ny indsigt for en måned siden, og da havde Kalundborg forsyning 1,5 år efter stadig ikke svaret.
Nu har MST så rykket for 3. gang, fordi jeg spurgte til det. Ellers havde sagen været syltet som så mange andre.
I øvrigt havde Kalundborg kommune i 2022 kun en gyldig tilladelse til de 56 andre steder, hvor de i 2023 lukkede 630.000 ton urenset spildevand direkte ud. Det nævnte jeg også i anmeldelsen, men det forholder MST sig slet ikke til. Så Kalundborg udleder stadigt stort set alt overløb ulovligt uden sanktioner.
Men så er det godt vi har Ankestyrelsen til at "tage" sig af kommunens ulovligheder, når nu MST ikke må. Her to år efter er de ikke engang begyndt på sagen og i en nylig rykker, oplyser de.
"Vi forventer, som oplyst i vores brev af 19. november 2024, at kunne behandle sagen færdig inden for seks måneder. Ellers skriver vi til dig igen".
Altså tidligst den 19. maj 2025. Grotesk, at det er tilladt.
Alt imens masser af husstande i "det åbne land" med manglende minirenseanlæg politianmeldes og får bødeforlæg uden rettergang for forurening af vandmiljøet. Hvem sagde lighed for loven i DK?





