Mink er ikke hjemmehørende i den danske natur og derfor en invasiv art. På Bornholm har undslupne mink fra farme formeret sig i en grad, så det går ud over det lokale dyreliv.
Sidste år fangede et korps med navnet Minkbanden 258 mink på Bornholm. I år er 15 mink blevet indfanget i fælder.
- Det er rigtig godt, at det fortsætter, siger Rasmus Munch Marcher, skovfoged og vildtkonsulent ved Naturstyrelsen til TV2 Bornholm.
For halvandet år siden, slog en rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi - fast, at antallet af mink i naturen er faldet, efter minkerhvervet blev lukket ned under Corona. Men på Bornholm stiger bestanden fortsat.





