Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Eksportfremstød af danske fødevarer og grønne løsninger i Mellemøsten
I en verden hvor efterspørgslen efter bæredygtige fødevarer og innovative teknologier er stigende, har Danmark en unik mulighed for at styrke sin position som global frontløber inden for grøn omstilling, mener L&F.
Særligt i disse tider er det vigtigt at fokusere på markedsmuligheder for den danske fødevareklynge, og det er afgørende, at vi udnytter vores styrkeposition til at åbne nye eksportmuligheder og skabe grønne partnerskaber, skriver L&F i en pressemeddelelse.
Derfor er en dansk erhvervsdelegation i dag rejst til Riyadh i Saudi Arabien for at sætte fokus på dansk knowhow og eksport i et af verdens mest dynamiske markeder.
Saudi-Arabien oplever markant vækst og har et stigende behov for bæredygtige løsninger og højkvalitetsprodukter, som Danmark er rigtig gode til at producere. Det er derfor et oplagt sted at rette blikket hen for danske virksomheder, hvis styrker nu skal præsenteres for potentielle samarbejdspartnere i Mellemøsten.
- Det drejer sig om at sikre de bedst mulige vilkår for afsætningen af danske produkter og grønne løsninger ude i verden til fordel for både virksomheder og for vores fælles ambition for den grønne omstilling. Samarbejdet med udenlandske myndigheder, organisationer og virksomheder er afgørende for at skabe de rette rammer for dansk eksport, og det håber vi også at vores eksportfremstød til Mellemøsten kan bidrage til, siger Flemming Nør-Pedersen, der er viceadministrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.
Grønne løsninger
Det er særligt samarbejde om grøn omstilling og fødevareproduktion, der er i fokus under besøget. Saudi-Arabien importerer i dag 75 procent af sine fødevarer, men arbejder målrettet på at styrke sin egen produktion og sikre en mere selvforsynende fremtid. Som en del af strategien efterspørger sauderne løsninger, som kan nedbringe forbruget af vand og energi i deres landbrugs- og fødevareproduktion, skriver L&F.
De danske løsninger kan bidrage til begge dele, og derfor vil vores virksomheder kunne spille en nøglerolle i udviklingen ved at levere innovative, ressourceeffektive og klimavenlige løsninger.
- Danske virksomheder har unikke kompetencer inden for bæredygtig fødevareproduktion, og med den grønne trepartsaftale har vi en klar retning for, hvordan vi kombinerer vækst med klimahensyn. Det er afgørende, at vi udnytter vores styrkeposition til at styrke eksporten og skabe grønne partnerskaber med markeder, der efterspørger vores løsninger, siger Flemming Nør-Pedersen.
Eksportfremstød som dette har tidligere været et stærkt eksempel på, hvordan internationale samarbejder, kan skabe konkrete resultater.
Dansk økologi
De seneste tre år har Landbrug & Fødevarer været i Saudi-Arabien med tre erhvervsfremstød, der har haft fokus på vores bæredygtige løsninger, vores evne til at producere fødevarer samt på dansk økologi.
Vores tilstedeværelse i Mellemøsten understreger vores engagement i at skabe en mere bæredygtig global fødevaresektor, og vi ser frem til at styrke relationerne i Mellemøsten og sikre, at dansk fødevareeksport fortsat er en drivkraft i den grønne omstilling.
Eksportfremstødet løber frem til på torsdag den 20. februar og foregår i selskab med blandt andre fødevareminister Jacob Jensen og de danske virksomheder Arla Foods, Novonesis, Foss og Cimbria, Landmeco og Skov.